Hvis du vil ringe med skjult nummer en enkelt gang, kan du taste #31# efterfulgt af nummeret, du vil ringe til. Så vises dit nummer ikke ved modtageren, og i stedet vil der f.eks. stå “Skjult nummer” på skærmen. Denne funktion er tilgængelig i selv de billigste mobilabonnementer, og anbefales, hvis du bare vil foretage enkelte opkald med skjult nummer.
Ønsker du derimod en mere permanent løsning, og vil du ligeledes fjernes fra telefonbøger og nummeroplysninger, skal du læse med herunder.
Skjult nummer – undlad at vise nummer til opkaldsmodtager
Med permanent skjult nummer kan du ringe til ethvert nummer, uden at dine opkaldsinformationer videregives. Det er smart, hvis du ofte ringer til fremmede/ukendte numre, eksempelvis i forbindelse med dit job eller foreningsliv.
Hos de fleste teleselskaber kan man kontakte kundeservice og bede om skjult nummer, hvis man ønsker dette. Alternativt kan man også gå i telefonens indstillinger, og skjule nummeret derigennem.
Skjul nummer på iPhone:
- Åbn Indstillinger og tryk på Apps
- Find Telefon og tryk på Vis mit nummer
- Skyd knappen til venstre for at skjule dit nummer ved udgående opkald
Skjul nummer på Android (Samsung smartphones):
- Åbn Telefon-appen
- Tryk på de små lodrette prikker øverst til højre, og tryk på Indstillinger
- Tryk på Supplerende tjenester
- Tryk på Vis opkaldsidentifikation
- Vælg Aldrig, hvis du ønsker at skjule dit nummer ved udgående opkald
Udeladt nummer – fjern dit navn og nummer fra telefonbøger
Udeladt nummer betyder, at hverken dit nummer, navn eller adresse bliver vist i telefonbøger eller nummeroplysninger. Det er således ikke ensbetydende med at du kan ringe med skjult nummer, blot at dine kontaktoplysninger fjernes fra telefonbøger og nummeroplysninger.
Mange vælger at have udeladt nummer, fordi de ikke ønsker at have deres kontaktoplysninger liggende frit tilgængelige på nettet.
Udeladt nummer kan tilvælges hos dit teleselskab, men træder typisk først i kraft efter 2-3 uger.
Hemmeligt nummer – fjern dit nummer fra telefonbøger
Med hemmeligt nummer kan du skjule dit nummer fra telefonbøger og nummeroplysninger, men stadig have dit navn og adresse stående.
Dette tilvalg skjuler udelukkende dit nummer fra telefonbøger og nummeroplysninger. Dit nummer vises altså stadig, når du ringer til andre. For at ringe med skjult nummer, skal du bede dit teleselskab om at aktivere dette. Du kan også rulle op i toppen af denne guide, og finde en instruktion hertil.
Hemmelig adresse – fjern din adresse fra telefonbøger
Hemmelig adresse betyder simpelthen bare, at din adresse skjules fra telefonbøger og nummeroplysninger. Du kan stadig fremsøges på dit telefonnummer eller navn, men din adresse skjules.
Der er mange, som har det fint med at have navn og nummer stående i telefonbøger og nummeroplysninger, men som ikke nødvendigvis ønsker at dele deres adresse. Denne løsning er således velegnet.