Du har sikkert prøvet at slå din IP-adresse op på nettet og opdaget at den ændrer sig fra tid til anden. Det skyldes at IP-adresser normalt er dynamiske, medmindre du aktivt har tilvalgt en fast eller statisk IP-adresse.
I denne artikel vil vi gennemgå mulighederne, og se på hvad der er muligt at få hos de respektive internetudbydere.
Hvad er en IP-adresse, og hvad bruges den til?
En internetprotokoladresse (IP-adresse) er et nummer, som tildeles hver enhed der er tilsluttet et netværk.
IP-adressen gør det muligt at identificere hver enkelt enhed der besøger en hjemmeside, spiller et spil via nettet, eller f.eks. benytter en streamingtjeneste. IP-adressen er nødvendig, for at andre computere og servere ved hvilken enhed der skal svares tilbage til.
Det svarer til at du skal sende en SMS – der skal du også kende modtagerens nummer, og for at modtageren kan besvare din SMS skal han/hun også kende dit nummer. IP-adresser bruges på samme måde til at kunne kommunikere mellem alle enhederne i et netværk.
På hjemmenetværket har hver enkelt computer, tablet, smartphone m.m. også deres egne IP-adresser, som kan ses ved at logge på routeren. Det er routeren, der tildeler hver enhed en IP-adresse, hvorved de hver for sig kan identificeres og administreres på hjemmets netværk.
Når hver enhed forsøger at tilgå internettet via routeren/modemmet, deles de om en ekstern IP-adresse som er tildelt af internetudbyderen. Det betyder at uanset hvilken enhed i et netværk du tilgår internettet med, vil IP-adressen være den samme.
Når du via din internetudbyder tilgår internettet kan du gøre dette ved hjælp af en dynamisk, fast eller statisk IP-adresse.
Den nemmeste måde at finde din eksterne IP-adresse på, er ved at besøge en side såsom myip.com – her finder du detaljerede information om din IP-adresse, samt andre oplysninger du deler med den hjemmeside du besøger.
Dynamisk IP-adresse
Dynamiske IP-adresser skifter eksempelvis, når dit modem/din router har været slukket og derefter forsøger at tilslutte internettet igen.
Der får du tildelt en ny IP-adresse af udbyderen, og denne IP-adresse beholdes indtil du igen slukker for dit udstyr i længere tid.
En dynamisk IP-adresse tildeles fra en pulje af ledige IP-adresser, og det betyder altså at du vil opleve en skiftende IP-adresse i ny og næ.
Normalt har du altid en dynamisk IP-adresse tildelt dit internetabonnement, medmindre du aktivt har tilvalgt en fast eller statisk IP-adresse.
En dynamisk IP-adresse er god at have af flere årsager, blandt andet sikkerhedsmæssige. Med en dynamisk IP-adresse, der som nævnt skifter når du tænder/slukker dit modem, kan du undgå ‘brute force angreb’ hvor en person med potentielt onde hensigter forsøger at skaffe sig adgang til din computer eller dit hjemmenetværk.
Dynamiske IP-adresser er også sværere at spore, og du har således bedre muligheder for at beskytte dit privatliv på nettet.
På den anden side er en dynamisk IP-adresse ikke ideel, hvis du ofte arbejder hjemmefra og har behov for at forbinde til interne systemer på din arbejdsplads. Din arbejdsplads vil nemlig typisk have visse sikkerhedsprocedurer sat i drift, hvorved det kun er kendte udefrakommende IP-adresser der kan få adgang til interne systemer og filer.
Det er værd at vide, at dynamiske IP-adresser kan bibeholdes i flere dage selvom dit udstyr er slukket. F.eks. er der hos YouSee en “lease time” på 72 timer ved dynamisk IP, hvilket betyder at dit modem/router skal være slukket i mindst 72 timer før du får tildelt en ny IP-adresse.
Fast IP-adresse
Som navnet antyder, bliver en fast IP-adresse tildelt og bibeholdt så længe du måtte have behov for det. Dette er blandt andet nyttigt, når to enheder på forskellige lokationer skal kunne forbinde med hinanden direkte.
En fast IP-adresse er eksempelvis brugbar til en arbejdsplads hvor ansatte, samarbejdspartnere og kunder skal kunne tilgå produktionsmaskiner fra eksterne lokationer. Her vil netværket nemlig altid have den samme eksterne IP-adresse, som dermed fungerer lidt på samme måde som et telefonnummer: Du ved altid præcist hvilken IP-adresse du skal forbinde til, og det ved både kunder og samarbejdspartnere også.
Du kan også få en fast IP-adresse til hjemmenetværket, hvilket eksempelvis er gavnligt hvis du skal kunne tilgå eksterne computere eller netværk hvor der kun er adgang for bestemte IP-adresser.
EWII skriver eksempelvis om faste IP-adresser:
“En fast IP er til dig, som har en server eller andet udstyr, du skal tilgå, når du ikke er hjemme, og derfor har brug for, at IP-adressen altid er den samme.
Sagt på en anden måde: Med en fast IP-adresse ligger data på det samme telefonnummer altid.”
Normalt skal du betale en smule ekstra for at få tildelt en fast IP-adresse af din udbyder, og det er ikke alle udbydere der tilbyder dette. Hvis du ønsker en fast IP-adresse, skal du derfor undersøge ved din udbyder om dette er muligt – eller finde en udbyder, der tilbyder det.
En fast IP-adresse kan give udfordringer med sikkerheden, da det er nemmere for udefrakommende personer at skaffe sig adgang til systemet via internettet. De kan også foretage gentagne angreb rettet mod en fast IP-adresse, som desuden er nemmere at spore da den ikke ændrer sig.
At en fast IP-adresse er nemmere at spore, kan blandt andet betyde at dine internetvaner er nemmere at kortlægge for dem der måtte have en interesse i dette. Eksempelvis reklame- og annoncefirmaer, der lever af at spore forbrugere og levere tilpassede reklamer.
Statisk IP-adresse
Statiske og faste IP-adresser er ikke helt det samme, og TDC Erhverv skriver blandt andet følgende:
Fordelen ved en statisk IP-adresse er, at din router ikke skal udveksle oplysninger med vores central. Det gør det en smule hurtigere at starte dit trådløse udstyr op, efter det har været slukket. Derudover kan du udskifte din router.
Som ulempe nævnes dog at en statisk IP-adresse kan være besværlig at sætte op, da der skal registreres tekniske oplysninger såsom standard gateway og undernetmaske i dit netværksudstyr for at forbindelsen virker som den skal.
Hvis du driver virksomhed hjemmefra og skal kunne forbinde med kunder og samarbejdspartnere, bør du derfor overveje om fast eller statisk IP-adresse er den bedste løsning i din situation.
De fleste vil sagtens kunne “nøjes” med en fast IP-adresse, men hvis din virksomheds drift er dybt afhængig af at kunne være online 24 timer i døgnet uden nedbrud kan en statisk IP-adresse være et bedre valg. Skulle dit netværksudstyr bryde sammen, kan du nemlig udskifte det hurtigt og enkelt uden at det får betydning for din eksterne IP-adresse.
Sådan får du ny IP-adresse
Du kan som udgangspunkt ikke bare skifte din IP-adresse når du har lyst, men der findes måder det kan gøres på udenom din internetudbyder. Og det er stadig fuldt ud lovligt.
Hvis du i tide og utide får brug for at skifte til en ny IP-adresse, kan du oprette et abonnement hos en VPN-udbyder.
VPN står for “Virtual Private Network”, og hos en VPN-udbyder kan du nemt skifte din lokation og dermed få en ny IP-adresse, så du ikke kan spores. Et VPN fungerer nemlig som en “bro” mellem din computer og internettet, og en server eller hjemmeside kan dermed ikke se din lokation eller læse din private IP-adresse.
Dynamisk IP kan skiftes efter slukning – men…
Selvom det kaldes dynamisk IP-adresse, kan der gå længe før du får tildelt en ny. Og KUN hvis dit modem/router har været slukket i længere tid. F.eks. er der hos YouSee en “lease time” på 72 timer, hvilket betyder at du skal have slukket dit udstyr i mindst 72 timer for at få en ny IP-adresse. Dette kan for de flestes vedkommende slet ikke betale sig at vente på.
Fast IP kan normalt ikke skiftes
Hos Hiper er udmeldingen, at en fast IP-adresse ikke skiftes, ej heller selvom dit udstyr har været slukket i længere tid.
Sådan får du anonym IP-adresse
En IP-adresse er som udgangspunkt ikke anonym, da serveren du er forbundet til skal vide hvor den skal sende data til.
Hvis en IP-adresse var anonym, ville det svare til at sende en SMS uden afsender-informationer og stadig forvente et svar – det vil ikke kunne lade sig gøre.
Det er dog værd at vide at en IP-adresse ikke i sig selv indeholder nogen oplysninger om dig som person, men din internetudbyder kan eksempelvis udlevere oplysningerne til myndighederne mod at der forevises en dommerkendelse.
Du kan vælge at benytte dig af et Virtual Private Network (VPN), hvis du ikke ønsker at din eksterne IP-adresse skal kunne spores på nettet. Hvis du benytter en VPN-udbyder er det dennes IP-adresse som ses og registreres på diverse servere, og den vil således ikke kunne spores direkte tilbage til dit netværksudstyr/hjemmenetværk.
Det er dog vigtigt at slå fast at selvom du benytter dig af et VPN, er du ikke anonym for myndighederne. Hvis du eksempelvis misbruger et VPN til at begå kriminelle gerninger online, kan politiet med en dommerkendelse stadig opnå adgang til oplysningerne via din internetudbyder.