Skal du vælge fibernet eller traditionelt bredbånd? Valget er ikke helt ligetil, og der kan være stor forskel på priser og produkter fra by til by. Se de vigtigste forskelle på fibernet og traditionelt bredbånd her.
Hvad er forskellen på fibernet og traditionelt bredbånd?
Den største forskel på fibernet og traditionelt bredbånd er måden, hvorpå internetforbindelsen leveres til din bolig. På fibernettet er du koblet direkte til en hovedstation via et lyslederkabel, hvorimod traditionelt bredbånd splittes mellem flere teknologier undervejs. Derfor er fibernettet oftest hurtigere og mere stabilt.
Fibernet | Traditionelt bredbånd | |
---|---|---|
Teknologi | Lyslederkabler | TV-stik (COAX) eller kobbernet (xDSL) |
Hastighed | Meget høj download- og upload-hastighed | Høj download-hastighed, lav/moderat upload-hastighed |
Stabilitet | God – påvirkes ikke af antal brugere eller udefrakommende “støj” | Mindre god – kan påvirkes af antal brugere, udefrakommende støj og afstand til nærmeste hovedstation |
Konkurrence | Høj konkurrence i nogen områder, men lav i andre. Nogen fibernet er stadig lukkede for konkurrerende udbydere | Høj konkurrence i de fleste områder, da både YouSees kabel-TV net og hele kobbernettet er åbent for konkurrenter. |
Dækning | God (87 % af alle husstande) | Meget god (79 % af alle husstande på kobbernettet, 59 % af alle husstande via TV-stikket) |
Pris | Åbne fibernet har normalt lave priser, men lukkede fibernet har høje priser grundet manglende konkurrence | Lave priser, med undtagelse af lukkede kabel-TV netværk (f.eks. Stofa og lokale antenneforeninger), hvor prisen er en smule højere |
Hvad koster fibernet og traditionelt bredbånd?
I oversigten over det billigste bredbånd kan man se, at priserne på fibernet og bredbånd er nogenlunde ens, ligesom mobilt bredbånd også er en interessant mulighed. Se priserne på fibernet og traditionelt bredbånd i tabellen herunder:
Udbyder | Abonnement | Pris |
---|---|---|
Jetnet | 100/100 Mbit/s fibernet uden lånerouter, 6 mdr. binding | 209 kr./md. Tjek adresse |
Fastspeed | 4G bredbånd uden lånerouter, fri data, 6 mdr. binding | 229 kr./md. Tjek adresse |
Oister | 4G bredbånd inkl. lånerouter, 1000 GB data, 6 mdr. binding | 229 kr./md. Tjek adresse |
CBB Mobil | 4G bredbånd inkl. lånerouter, 1000 GB data, 6 mdr. binding | 249 kr./md. Tjek adresse |
Telenor | 50/50 Mbit/s fibernet inkl. lånerouter, 6 mdr. binding | 269 kr./md. Tjek adresse |
EWII | 300/300 Mbit/s coax internet inkl. lånerouter, ingen binding | 279 kr./md. Tjek adresse |
Hiper | 100/100 Mbit/s fibernet inkl. lånerouter, 6 mdr. binding | 279 kr./md. Tjek adresse |
Telia | 100/100 Mbit/s fibernet inkl. lånerouter, 6 mdr. binding | 279 kr./md. Tjek adresse |
Norlys | 200/200 Mbit/s fibernet inkl. lånerouter, 6 mdr. binding | 299 kr./md. Tjek adresse |
Waoo | 100/100 Mbit/s fibernet inkl. lånerouter, ingen binding | 299 kr./md. Tjek adresse |
Skal du vælge fibernet eller traditionelt bredbånd?
Vi anbefaler at du vælger fibernet, hvis du har adgang til dette. Det er både hurtigere og mere stabilt, hvilket er en stor fordel hvis du ofte streamer eller spiller computer. Traditionelt bredbånd kan være langsomt og ustabilt på nogle adresser, og der kan være perioder med stor belastning på nettet. Kapaciteten er ikke lige så høj som i fibernettet, og derfor kan hastigheden svinge i perioder.
Fibernet – fordele og ulemper
Fibernettet er tilgængeligt i det meste af landet, og giver dig adgang til hurtigt fiberbredbånd. Det er en fremtidssikret forbindelse, som både er stabil og har lang rækkevidde.
Læs også: Hvad er fibernet?
Fordele
- Bred dækning over hele landet. 79 % af alle husstande har adgange til fibernettet (kilde: Tjekditnet.dk).
- Høje hastigheder. De fleste husstande kan få hastigheder på op til 1000/1000 Mbit/s, hvilket er mere end rigeligt for de fleste.
- Fornuftige priser. Selvom prisen kan variere, afhængigt af hvem der ejer fibernettet, er priserne generelt i den lave ende. Øget konkurrence betyder også, at priserne kan falde med tiden.
- Mulighed for hurtigt trådløst netværksudstyr ved flere fibernet udbydere. Eksempelvis mesh-netværk, som består af flere trådløse routere. Disse giver bedre dækning i store boliger.
- Hastighed og stabilitet påvirkes ikke, selvom du bor i et yderområde. Lyslederkabler er nemlig designet til at transportere data over store afstande med lysets hast.
Ulemper
- Svært at gennemskue markedet, da forskellige fiberselskaber opererer i hver deres område. Priserne er derfor ikke de samme i hele landet.
- Du skal muligvis selv købe trådløst udstyr, da det ikke altid følger med i alle abonnementer.
- Høje etableringsomkostninger i nogle områder. Hvis der eksempelvis skal trækkes kabler ind til dit hus, kan det blive dyrt.
- Færre udbydere at vælge imellem, sammenlignet med kabel-TV nettet. Fiberselskaberne er nemlig ikke pålagt at åbne deres fibernet for alle udbydere, og derfor har visse områder kun adgang til en enkelt eller to udbydere (eksempelvis Stofa eller Waoo).
Traditionelt bredbånd – fordele og ulemper
Traditionelt bredbånd leveres enten via telefonstikket eller TV-stikket, alt efter hvor du bor. Hastighederne kan være høje og priserne lave, så her kan du muligvis få en billig internetforbindelse.
Fordele
- Høj konkurrence og lave priser i det meste af landet. Især hvis du er på YouSees store netværk, da dette er åbent for konkurrenter.
- Trådløs router medfølger typisk uden meromkostninger, men ofte må du nøjes med en standardrouter.
- Lave (eller ingen) oprettelsesomkostninger. Grundet den høje konkurrence slipper du typisk for at betale oprettelsesgebyr.
- Du kommer hurtigt online. Kablerne er sandsynligvis allerede trukket ind i din bolig, så du skal blot tilkoble en trådløs router.
- Mulighed for høje hastigheder via TV-stikket. Op til 1000/100 Mbit/s i nogle områder.
Ulemper
- Risiko for lav hastighed, hvis du kun har adgang til bredbånd via telefonstikket.
- Perioder med spidsbelastning kan resultere i lavere hastighed end du betaler for.
- Internetforbindelserne er typisk vist med “teoretiske hastigheder”, men i virkeligheden kan du risikere at hastigheden er markant lavere på din adresse.
- Den medfølgende trådløse router passer typisk til en mindre bolig, så du skal måske ud og købe ekstra udstyr hvis du bor i et større hus.
Alternativer til fibernet og traditionelt bredbånd
Der findes flere alternativer til fibernet og traditionelt bredbånd, som er værd at overveje. Hvis du eksempelvis bor i et område, hvor et enkelt fiberselskab har monopol på levering af internetforbindelser, kan du med fordel vælge en af nedenstående alternativer.
Mobilt bredbånd
Mobilt bredbånd med fri data er et ideelt alternativ til fibernet og traditionelt bredbånd. Det fungerer i det meste af landet, og hastighederne kan ofte komme op over 100 Mbit/s. Ydermere går udrulningen af 5G internettet hurtigt, og det forventes at mobilt bredbånd kan levere hastigheder på over 1000 Mbit/s i nærmeste fremtid.
Prisen er i den lave ende, og det tager kun få hverdage at modtage det nødvendige SIM-kort og eventuelt udstyr. Vær opmærksom på at trådløs router ikke nødvendigvis medfølger, så denne skal du muligvis bekoste selv. Til gengæld er der typisk ingen binding.
Mobilabonnement med fri data
Et mobilabonnement med fri data er også værd at overveje, hvis du vil spare penge. Så kan du dele internetforbindelsen via din mobiltelefon, eller bestille et ekstra SIM-kort til brug med en trådløs router. Ikke alle udbydere tilbyder ekstra SIM-kort, men enkelte gør. Se hvor du kan få ekstra SIM-kort her.
Fast trådløst bredbånd
I tyndt befolkede områder kan det muligvis betale sig, at få fast trådløst bredbånd. Fast trådløst bredbånd må ikke forveksles med mobilt bredbånd, da det er to forskellige ting.
Fast trådløst bredbånd fungerer ved, at en stor antenne er placeret på et centralt sted. På din adresse opsættes modtagerudstyr, så du kan opfange signalet fra den store antenne.
Denne type bredbånd er bedst egnet som en nødløsning, da hastigheden typisk er i den lave ende.
Satellit internet
Satellit internet er pludselig kommet på alles læber, efter Elon Musk introduceret Starlink-projektet for verden. Dette kan være et interessant alternativ til fibernet eller traditionelt bredbånd, hvis du bor i ingenmandsland eller eksempelvis ejer et sommerhus i den svenske ødemark. Satellit internet spås en stor fremtid i tyndt befolkede områder, hvor det ikke kan svare sig at etablere kablede internetforbindelser grundet lange afstande.
Her kan du se en video af, hvordan satellit internet fungerer:
Husk udstyret, hvis du vil have hurtigt internet
Uanset om du vælger fibernet eller traditionelt bredbånd, skal du huske at købe ordentligt udstyr. Bor du i et parcelhus, er den medfølgende router ikke altid nok. Signalet kan hurtigt svækkes eller forstyrres af vægge, elinstallationer, hvidevarer eller tekniske anlæg, så det anbefales typisk at anskaffe en kraftigere router eller etablere et mesh netværk.
Døjer du med langsomt internet, anbefaler vi at du læser vores guide med 9 råd mod langsomt internet.