Med access points kan du udbygge og forbedre dit hjemmenetværk, så det trådløse signal kommer ud i alle hjørner og kroge af huset. Du kan sågar få trådløst netværk i haven, kælderen eller et anneks, og hvert access point kan have sin egen adgangskode. Men hvad er det nu lige et access point er, og hvordan adskiller det sig fra routere, mesh-systemer og repeatere?
Find svarene i denne guide og bliv klogere på, om access points er noget for dig.
Hvad er et access point?

Et access point er en lille enhed, der udvider netværket i din bolig. Det kan forbedre og forstærke dækningen, så netværket breder sig over flere kvadratmeter og etager på samme tid. Access points bruges i små og store virksomheder med flere medarbejdere, og kan eksempelvis bruges til at opdele netværket i flere lag, eksempelvis et netværk til husstanden, et netværk til gæster og et netværk til hjemmekontoret.
Man kan oversætte access point til ‘adgangspunkt’, og dette er faktisk meget beskrivende for apparatets funktion: Et punkt, der giver (trådløs) adgang til netværket. Wikipedia bruger også betegnelsen ‘Trådløs basisstation‘ om access points, men denne betegnelse er sjældent benyttet.
Fordele og ulemper ved access point
Fordele ved access point
- Udvider hjemmenetværkets rækkevidde markant.
- Mulighed for at opdele hjemmenetværket i flere fraktioner med egne SSID‘er og kodeord.
- Kan placeres over alt, så længe det kan tilsluttes netværkskabel fra routeren.
- Øger kapaciteten og stabiliteten på hjemmenetværket.
- Access points er billige – prisen er fra 200 kroner, hvis du kan nøjes med en simpel model.
- Fås både med Wi-Fi og Ethernet-porte, så anvendelsesmulighederne øges.
Ulemper ved access point
- Kræver tilslutning til router med netværkskabel, som så skal trækkes gennem boligen.
- Prisen løber op, hvis der skal trækkes mange meter netværkskabel gennem boligen.
- Access points “taler” ikke sammen med routeren, og skal indstilles/administreres individuelt.
- Kræver en vis viden om netværksopsætning, heriblandt login og administration af access points.
Hvornår har jeg brug for access point?
Der er mange situationer, hvor et (eller flere) access point er brugbart. Har du eksempelvis et anneks på din grund, så kan du med fordel installere et access point deri. Det kan også være en kælder eller en førstesal, hvor det kniber med det trådløse netværkssignal. Et access point kan nemt dække et areal på 50-100 kvadratmeter, og det kræver ikke nødvendigvis mange meter netværkskabel, hvis det blot skal trækkes lodret op eller ned gennem etageadskillelser.
Herunder vil vi gennemgå nogle situationer, hvor access points er den bedste løsning:
- Du vil gerne have Wi-Fi i haven. Et access point (skal være godkendt til udendørs montering) kan eksempelvis monteres under tagudhænget, hvorved et netværkskabel blot skal trækkes til/fra loftet. Dermed får du hurtigt Wi-Fi i haven.
- Du vil gerne udvide netværket til et anneks. Da access points ikke kræver trådløst signal fra routeren, kan de placeres langt fra denne. Eksempelvis i et anneks placeres 20-30 meter fra huset.
- Du vil gerne have et separat netværk til din virksomhed eller dine gæster. Access points tager internetforbindelsen fra routeren, og sender den ud gennem deres eget lokale netværk. Access points kan indstilles med eget SSID og kodeord, så det adskilles fra dit hjemmenetværk.
- Din bolig har flere etager. Access points kan nemt og hurtigt monteres på flere etager med få meter netværkskabel. Dermed får du god og bred dækning på alle etager.
Hvad er forskellen på router og access point?

Den afgørende forskel på router og access point er at routeren er designet til at forbinde dit lokale netværk (LAN) med internettet (WAN). Routeren fungerer desuden som en trafikstyrer, der sender datapakker til de rigtige enheder og håndterer deres IP-adresser. Routeren har således flere forskellige funktioner indbygget, heriblandt en DHCP-server (tildeler IP-adresser), NAT-håndtering (Network Address Translation), firewal, osv.
Et access point udgør således én specifik funktionalitet, nemlig udvidelse af netværket, men “fodres” med de nødvendige data fra routeren. Når en computer logger på et access point går der således et signal tilbage til routeren, som så står for håndteringen, og access point er således en slags formidler/mellemleverandør på tilkoblingen mellem computeren og internettet.
Mange routere kan bruges som access points, men access points kan aldrig bruges som routere.
Hvad er forskellen på Wi-Fi repeater og access point?

En Wi-Fi repeater opfanger og gentager et trådløst signal fra en router. Den er, ulig et access point, afhængig af at routeren er inden for trådløs rækkevidde. Wi-Fi repeatere kan sættes direkte i stikkontakten, og kræver ingen opsætning. Det skyldes, at enheden selv opfanger det trådløse signal og gentager det i en vis radius, uden at gøre andet.
Umiddelbart lyder det jo meget godt, men en Wi-Fi repeater kommer med en række ulemper, som ikke findes i access points: Wi-Fi repeater bruger samme kanel og frekvens som routeren, og dermed vil båndbredden (hastigheden) typisk halveres. En Wi-Fi repeater fungerer også kun, hvis der er signal til den trådløse router, og dermed kan den ikke installeres uden for dennes rækkevidde. Et access point kan, i modsætning til Wi-Fi repeateren, installeres længere væk ved hjælp af et netværkskabel, og er således ikke afhængigt af trådløst signal.
Hvad er forskellen på mesh-system og access point?

Forskellen på et mesh-system og et access point er at mesh-systemet er et komplet system med router/Wi-Fi punkter, som dermed kan fungere uden yderligere udstyr. Et access point kræver tilslutning til en router.
Mesh-systemet (også kaldet mesh-netværk) fungerer ved hjælp af 2 eller flere trådløse punkter, hvoraf det ene er koblet til internettet. Punkterne har trådløs forbindelse til hinanden, og danner således et overlappende, trådløst netværk i din bolig. Fordelen herved er at netværksdækningen styrkes på grund af redundansen (hvis ét punkt slukkes, overtager det andet), hvilket også er tilfældet med access points, så længe disse er placeret inden for trådløs rækkevidde til hinanden.
I princippet kan man også bygge et mesh-system med access points, men det er en smule mere besværligt. Access points kræver jo, som bekendt, tilslutning med netværkskabler, hvorimod mesh-systemet sammenkobles via Wi-Fi.