Vidste du at hjemmets stikkontakter kan bruges til at fordele internetforbindelsen ud i alle rum? Det er ikke bare nemt, men også smart. Så slipper du for at døje med langsomt trådløst internet og udstyr, der ikke kan række ud i hele huset.

    Her kigger vi nærmere på hvordan du får netværksforbindelse gennem strømkablerne i din bolig, hvem der kan have gavn af det, hvordan det fungerer, samt hvilke fordele og ulemper der er ved dette setup.

    Sådan fungerer netværk via stikkontakten

    Når du skal sende internetforbindelsen gennem stikkontakten, skal du bruge en adapter til både afsender og modtager. Disse adaptere kaldes også populært for powerline-adaptere eller homeplugs, og det er disse adaptere der omdanner dine stikkontakter til netværksforbindelser.

    Powerline-adaptere kan f.eks. købes hos avXperten.

    Du kan bruge powerline-adaptere med alle typer internet, eksempelvis fibernet, bredbånd via kabel-TV stikket og mobilt bredbånd.

    Hus med internet via stikkontakten fra 3 adaptere
    1) Din router/modem med netkabel trukket til første adapter.
    2) Powerline-adapter koblet til router og stikkontakt.
    3) Ekstra powerline-adaptere fordelt i huset.

    For at opnå forbindelse til internettet via stikkontakten, skal du derfor blot gøre følgende:

    1. Sæt den første powerline-adapter i stikkontakten, og forbind denne til routeren via et netværkskabel.
    2. Sæt den næste powerline-adapter i stikkontakten nær din computer eller andet udstyr, som du ønsker at forbinde til internettet.
    3. Foretag en parring af de tilsluttede powerline-adaptere (kræver normalt bare et tryk på en knap), og vent på at forbindelsen er oprettet.
    4. Tilslut din computer eller andet udstyr.

    Når forbindelsen virker korrekt, kan du forvente hastigheder på helt op til 1000 Mbit eller mere. Dette kommer dog an på flere faktorer såsom afstand mellem enhederne, tilstanden af dit el net og eventuelle forstyrrende elementer på netværket.

    Vigtige standarder og begreber

    For at sikre en standard for teknologien og måden der forbindes til nettet på, er man gået sammen om at skabe alliancen Homeplug Powerline Alliance. Denne sikrer en fælles standard som det også kendes fra eksempelvis trådløse routere, således at forskelligt udstyr fra forskellige producenter kan snakke sammen så længe de er underlagt denne standard.

    Du kan læse mere om Homeplug Powerline Alliance på Wikipedia.

    HomePlug AV2 standard giver højere hastigheder

    Med HomePlug AV2-standarden bliver det muligt at opnå høje hastigheder på dit hjemmenetværk, så der kan sendes filer fra A til B med hastigheder på mere end 1000 Mbit/s.

    Sådan vælger du de bedste adaptere til dit hjemmenetværk

    Hvis du synes at det lyder smart med powerline-adaptere og gerne vil investere i denne type udstyr for at forbedre dit hjemmenetværk, er der et par ting som er gode at overveje.

    1. Vælg adaptere med strømudtag

    Det er nok de færreste, der har mere end én stikkontakt placeret samme sted. Derfor er det en god idé at vælge en powerline-adapter med indbygget strømudtag, så du kan koble din computer og andet udstyr i samme stikkontakt.

    Du kan dog sagtens tilslutte en powerline-adapter til en stikdåse om nødvendigt, men det kan påvirke hastigheden negativt.

    2. Vælg adaptere med høj hastighed

    Vi anbefaler at du vælger adaptere med overførselshastighed på mindst 1000 Mbit/s, så dit nyindkøbte netværksudstyr ikke bliver en flaskehals i dit hjemmenetværk. Husk på at flere enheder skal kunne tilgå nettet samtidigt, og du risikerer at hastigheden påvirkes hvis flere går på internettet samtidig.

    3. Vælg adaptere med flere netværksporte

    De fleste powerline-adaptere har kun én netværksport, og det er en ulempe hvis du eksempelvis både har en stationær computer og en bærbar computer som du gerne vil tilslutte netværket. Det kan også være du har en printer ved siden af, som skal kunne snakke sammen med computeren over netværket.

    Flere powerline-adaptere har mere end én netværksport, så du ikke bliver begrænset af dette.

    4. Vælg adaptere med indbygget trådløst netværk

    Flere elektroniske enheder, eksempelvis smartphones og fladskærme, kan ikke tilsluttes internettet via kabel. Vi anbefaler derfor at du vælger powerline-adaptere som også har trådløst internet, da du på den måde kan udvide dit trådløse netværk og sikre at alle hjemmets enheder kan kobles på internettet når behovet opstår.

    Så meget koster det nødvendige udstyr

    Du skal regne med at et startsæt koster fra cirka 1000 kroner og opefter, og ekstra adaptere koster herefter fra 500 kroner og opefter.

    Det kan således hurtigt blive en dyr affære hvis du skal have internetforbindelsen ud i flere forskellige rum, men omvendt kan installation af trådløst udstyr også hurtigt blive bekosteligt at få ud i alle husets hjørner og kroge.

    Du skal derfor gøre op med dig selv om du synes det er pengene værd, samt kortlægge hvor mange powerline-adaptere du har brug for.

    Fordele

    Nemt og enkel måde at få internet i hele huset – med powerline-adaptere kræves der ingen opsætning eller kabler. Du sætter blot udstyret i stikkontakten, tilslutter din router/modem, og venter på at enhederne er parret. Du finder næppe en nemmere og hurtigere måde at opsætte et lokalt hjemmenetværk på.

    Godt og stabilt alternativ til trådløst netværk – trådløse netværk er standarden i de fleste huse, men der kan hurtigt opstå problemer med signalet i et større hus med flere etager. Med powerline-adaptere skal du ikke bekymre dig om dette, da du signalet løber gennem strømledningerne og ud i hele huset.

    Muligt at opnå meget høje hastigheder – teknologien udvikler sig hele tiden, og i dag kan du få høje hastigheder på langt over 1000 Mbit/s via dine stikkontakter.

    Lavt strømforbrug – dine powerline-adaptere er normalt tændte hele døgnet, men heldigvis er strømforbruget i den absolut lave ende – og ofte lavere end en almindelig router.

    Lavere ping rates – lave ping rates (også kaldet latency) er væsentligt i online computerspil, hvor det er vigtigt at du lynhurtigt kan afsende og modtage data. Med powerline-adaptere kan du ofte opnå bedre latency end på en trådløs router, så online gaming kan foregå hurtigt og gnidningsfrit.

    Mulighed for at kryptere signalet – det er muligt at kryptere signalet mellem adapterne, så din nabo og andre ikke kan få adgang til dit netværk.

    Ulemper

    Prisen løber hurtigt op – hvis du skal have internettet ud af stikkontakter i flere rum, bliver det hurtigt dyrt. Du skal nemlig have en powerline-adapter til hvert rum og hver computer, du ønsker at tilkoble.

    Fungerer ikke med trådløse enheder – der findes dog powerline-adaptere som også har trådløst signal indbygget, men de koster en smule ekstra.

    Hastigheden kan påvirkes ved tilslutning mellem flere faser og sikringsgrupper – det kan være et problem i ældre huse med gamle el installationer, og her kan du risikere at hastigheden ikke står mål med dine forventninger.

    Teleanalytiker, skribent og ansvarshavende redaktør på Teleguiden.dk. Bred ekspertviden om bredbånd og telefoni, samt teknologi generelt. Passion for online medier siden 2014, og har sidenhen taget en uddannelse til IT-supporter.

    Skriv en kommentar