Mange danske internetudbydere og teleselskaber har fælles ejere. Det skyldes blandt andet, at selskaberne gennem tiden har foretaget opkøb, men ladet selskaberne køre videre med egne navne. Eksempelvis har TDC købt Telmore og Hiper, Telenor har købt CBB Mobil og Norlys har købt Telia Danmark. En anden årsag er at de store selskaber har oprettet flere datterselskaber, der opererer med egne navne og produkter. Eksempelvis har TDC oprettet Eesy, og 3 har oprettet Oister og Flexii.
Her på siden finder du en komplet liste med danske internetudbydere og teleselskaber, samt deres ejerforhold.
A til Å: Hvem ejer hvem? (internetudbydere og teleselskaber)
Selskab: | Ejes af: |
---|---|
3 Danmark | Hi3G Denmark ApS – del af: CK Hutchison Holdings 60% (Hong Kong), Investor AB 40% (Sverige) |
AciaNet | Acia ApS |
Altibox | Lyse AS (Norge) |
Bolignet | Bolig-net A/S |
Call me | Norlys a.m.b.a. |
CBB Mobil | Telenor A/S |
DanskNet | DanskNet A/S |
Duka | Duka Group A/S |
Elvernet | Hårlev Antenneforening |
EWII | EWII A/S |
Fastnet.nu | Telenabler ApS |
Fastspeed | Fastspeed A/S |
Flexii | Hi3G Denmark ApS – del af: CK Hutchison Holdings 60% (Hong Kong), Investor AB 40% (Sverige) |
Fullrate | Nuuday A/S (pr. januar 2020 er Fullrate blevet til YouSee) |
Greenspeak | Greenspeak ApS |
Greentel | Mobilevalue ApS |
Hallo | Hallo Mobil ApS |
Hiper | Nuuday A/S (TDC) |
Jetnet | Fastspeed A/S |
Kazoom | AURA ENERGI A.M.B.A. |
Lebara | Lebara Denmark ApS (del af Lebara Mobile Group B.V., Holland) |
Lyca Mobile | Lyca Mobile Europe Limited (Storbritannien) |
Mit Tele | Norlys a.m.b.a. |
Morud Bredbånd | Morud Antenneforening |
Norlys | Norlys a.m.b.a. |
Oister | Hi3G Denmark ApS – del af: CK Hutchison Holdings 60% (Hong Kong), Investor AB 40% (Sverige) |
Skjern Bredbånd | Skjern Bredbånd |
TeleBonus | Telenabler ApS |
Telenor | Telenor A/S (del af Telenor Mobile Holding AS, Norge) |
Telia | Norlys a.m.b.a. |
Telmore | Nuuday A/S (TDC) |
UnoTel | Nuuday A/S (TDC) |
Velkommen | Velkommen A/S |
Waoo | Ejes af flere danske energiselskaber (læs mere) |
YouSee | Nuuday A/S (TDC) |
Hvem ejer coax-nettet?
Det er TDC/YouSee, der ejer store dele af coax-nettet, men en del af nettet tilhører også lokale antenneforeninger. Indtil for nyligt ejede Stofa også en del af coax-nettet, men dette blev lukket ned i årene 2022-2024, for at undgå at blive reguleret af konkurrencemyndighederne.
Mange af de små antenneforeninger har fundet sammen i fællesskaber, eksempelvis ASOM-Net, således at de kan opnå stordriftsfordele på bredbånd og TV.
Hvis du aldrig har hørt betegnelsen ‘coax’ før, er det ikke så mærkeligt. Begrebet dækker over de kabler, der giver dig TV og internet gennem antennestikket. Faktisk kan man få noget af det billigste bredbånd gennem disse kabler, hvis man altså er koblet på TDC/YouSees netværk.
Hvem ejer fibernettet?
Fibernettet er unikt, fordi det ejes af et stort antal selskaber. Man kalder også disse selskaber for fiberselskaber, og deres primære forretningsområde omfatter etablering, drift og vedligeholdelse af fibernettet. Fiberselskaberne kan enten være små lokale selskaber, som dækker et afgrænset område, eller de kan være landsdækkende selskaber, som dækker områder over hele landet.
I dag er fibernettet tilgængeligt på hele 87 procent af alle adresser, og dermed den mest udbredte fastnet internetteknologi. Fibernet priserne er generelt en smule højere end eksempelvis coax internet, men til gengæld er hastigheden og stabiliteten ofte højere.
Blandt ejerne af fibernettet findes bl.a.:
- AURA Fiber
- EnergiFyn
- Energi Ikast
- Fibia
- GEV
- Jysk Energi
- MES
- NEF
- Nord Energi
- Norlys
- RAH
- SEF
- Thy-Mors Energi
- TDC
- GlobalConnect
Fibia, Norlys, TDC og GlobalConnect er blandt de største fiberselskaber, der dækker store områder af landet.
Blandt de billigste fibernet udbydere findes eksempelvis Hiper, EWII, Telia, Fastspeed og Jetnet, og prisen ligger generelt mellem 250 og 350 kr. pr. måned.
Hvem ejer mobilnetværket?
I Danmark har vi tre forskellige landsdækkende mobilnetværk, som ejes af forskellige selskaber (også kaldet ‘netværksoperatører’). De landsdækkende mobilnetværk ejes af:
- TDC
- 3
- Telia/Telenor (mobilnetværk sammenlagt i 2012)
Denne viden er særligt interessant, hvis du leder efter det billigste mobilabonnement på din adresse, men også hvis du leder efter billigt mobilt bredbånd. De tre netværk dækker nemlig forskelligt, og der kan være store forskelle i datahastighederne på en vilkårlig adresse.

For at finde ud af, hvilket mobilnetværk der fungerer bedst på din adresse, kan du tjekke masternes placeringer i Mastedatabasen. Du kan også lave et opslag på Tjekditnet.dk, hvor du kan se mulige hastigheder på de forskellige mobilnetværker.
4 kommentarer
You See har konstateret fugt i stikledning til kabel-tv COAX. Jeg er kunde hos You See – og få at få mit net/TV til af fungere OK igen – skal jeg selv betale for ny stikledning – har fået tilbud fra You See på 15.000 fra boks til min grund. Hertil kommer udgift til gravearbejde på egen grund. Er det korrekt, at jeg selv skal betale denne udgitt?
Jeg bor i 4891 Toreby/Lolland.
Hej Dorte
Øv, det lyder som en træls situation. Jeg har desværre ikke forstand på juraen omkring fysiske installationer på kunders adresser, eller hvem der har ansvaret herfor. Du kan evt. spørge YouSee, hvilke betingelser, de kan henvise til, når de mener at du selv skal betale.
Alternativt kan du kontakte Teleklagenævnet mhp. at klage over YouSee. Læs mere her.
Venlig hilsen
Thomas, Teleguiden.dk
Osted Nettet ApS tilbyder nedgravning og tilslutning til fibernet, bla. i gl.Lejre.
Der tilbydes etablering med en oprettelsesafgift på 3995 kr og et sbonnement med minimums bindingsperiode på 6 mdr.
Men hvad så herefter?
Er de pligtige at stille kablerne til rådighed for andre udbydere, og hvis de er, da på hvilke betingelser?
Der vil vel næppe skulle graves flere fibernet i jorden, hvis borger på et tidspunkt måtte ønske en anden netudbyder??
Hej,
Godt spørgsmål. Desværre er fiberselskaberne ikke forpligtede til at stille deres infrastruktur til rådighed for andre udbydere, og efter bindingsperioden har du derfor ikke frit valg mellem andre udbydere.
Jeg ved at flere fiberselskaber er ved at forberede en åbning af deres infrastruktur, men det tager lidt tid. Jeg er ikke sikker på om Osted Nettet ApS har gjort sig tanker om dette, men det er måske værd at spørge om inden man betaler oprettelsesafgift og binder sig til 6 måneders abonnement.
Du kan følge med i udviklingen af OpenNet-platformen her:
https://opennet.nu/
Jeg håber det gav lidt afklaring.
Venlig hilsen
Thomas, Teleguiden.dk