Wi-Fi 7 er den nyeste generation af trådløse standarder. Den blev officielt lanceret i januar 2024 af Wi-Fi Alliance, og siden oktober 2024 har Wi-Fi 7-certificerede routere været tilgængelige i flere lande. Vi kigger nærmere på den nyeste standard, og gør dig klogere på mulighederne med Wi-Fi 7.

    Internetudbydere med Wi-Fi 7 routere

    Det er indtil videre stærkt begrænset, hvilke internetudbydere der tilbyder bredbånd med gratis Wi-Fi 7 lånerouter. Herunder finder du en liste med alle internetudbydere, der tilbyder Wi-Fi 7-routere i skrivende stund:

    Hvad er Wi-Fi 7?

    Wi-Fi 7 er en trådløs netværksstandard, der certificeres gennem organisationen Wi-Fi Alliance. Standarden anvendes af verdens største IT- og elektronikproducenter, og kan sammenlignes med andre standarder såsom DVD, BluRay, USB-C og lignende. Wi-Fi 7 har altså først og fremmest til formål at sikre kompatibilitet mellem enheder, men derudover stiller certificeringen krav til en række teknologiske aspekter. Wi-Fi 7 er således forbedret på følgende områder:

    Forbedringerne har til formål at sikre høj stabilitet i et krævende netværk, hvor større mængder af data flyder mellem enheder med højere fart. Til formålet har man med Wi-Fi 7-standarden øget kanalbåndbredden fra 160 Mhz til 320 MHz, så data kan overføres ved endnu højere hastigheder.

    ASUS illustrerer den nye standard således:

    Wi-Fi 7 illustration af kapacitet sammenligning med Wi-Fi 6 og Wi-Fi 5
    Screenshot: ASUS.com.

    Det er værd at nævne, at Wi-Fi 7-kompatibiliteten gælder begge veje: Ældre trådløse enheder kan således ikke udnytte de nye frekvensbånd og kanalbåndbredder i Wi-Fi 7, men benytter sig i stedet af bagudkompatibiliteten med ældre teknologi. Skal du have et komplet hjemmenetværk med Wi-Fi 7, kræver det opgradering af netværkskort eller udstyr.

    Wi-Fi 7 vs. Wi-Fi 6 – her er de vigtigste forskelle

    Wi-Fi 7 er forbedret på næsten alle punkter i forhold til Wi-Fi 6. Hastigheden og kapaciteten har fået en kraftig opgradering, ligesom latency er blevet reduceret. Formålet med Wi-Fi 7-standarden er blandt andet at gøre plads til et stadigt større antal trådløse enheder på netværket, samt den stigende efterspørgsel på hastighed og kapacitet. Herunder får du indblik i de mest væsentlige forskelle:

    • Hastighed: Der var markante hastighedsforbedringer i sigte, da Wi-Fi 6 blev præsenteret i 2018. Wi-Fi 7 har endnu engang løftet hastighed fra 9,6 Gbps til svimlende 46 Gbps, hvilket er næsten fem gange hurtigere end forgængeren. Det kan lade sig gøre fordi Wi-Fi 7 er udstyret med et nyt frekvensbånd og højere kanalbåndbredder, der tilsammen muliggør højere hastigheder.
    • Kapacitet: Med Wi-Fi 6 blev Multi-User, Multiple Input, Multiple Output (MU-MIMO) lanceret som en netværksteknologi, der havde til formål at håndtere og effektivisere tilslutningen af forskellige trådløse enheder, så kapaciteten blev udnyttet bedst muligt på de to frekvensbånd. Wi-Fi 7 bygger videre på dette med Multi-Link Operation (MLO), der muliggør samtidig forbindelse til alle frekvensbånd, hvorved en højere hastighed kan opnås, når du eksempelvis overfører data mellem to enheder på netværket.
    • Teknologi: Wi-Fi 6 er baseret på 802.11ax-standarden og bruger 2,4 GHz- og 5 GHz-båndene samt 1024-QAM til at forbedre dataoverførselens effektivitet. Wi-Fi 6E, som bygger på samme teknologi som Wi-Fi 6, har dog også et 6 GHz-bånd. Wi-Fi 7 anvender den nye 802.11be-standard og har ligeledes tre bånd: 2,4 GHz, 5 GHz og 6 GHz. Til gengæld introduceres nu en kanalbåndbredde på 320 MHz (dobbelt så høj som Wi-Fi 6) og 4096-QAM, hvilket altså tilsammen giver de højere datahastigheder og bedre netværkseffektivitet. En dybere forklaring af QAM kan findes hos TP-Link.
    • Sikkerhed: Wi-Fi 6 bruger den trejde udgave af Wi-Fi Protected Access-protokollen, WPA3, som blev lanceret i 2018. Wi-Fi 7 bygger videre på denne protokol, så det bliver endnu sværere at bryde koder og få adgang til dit trådløse netværk. Du kan læse mere om WPA3-protokollen hos Wi-Fi Alliance.
    4096-QAM gør det muligt at pakke datasignaler tættere, så mere data kan overføres på samme tid. Screenshot: ASUS.com.

    Hvad er nyt i Wi-Fi 7?

    Med Wi-Fi 7 er der kommet en lang række nye funktioner og teknologier, som har til formål at udnytte netværkskapaciteten bedre:

    • Multi-Link Operation (MLO): Wi-Fi 7 introducerer MLO, som gør det muligt for enheder at bruge flere frekvensbånd (2,4 GHz, 5 GHz og 6 GHz) samtidig. Dette reducerer latency, øger hastigheden og sikrer en mere stabil forbindelse.
    • 4096-QAM (Quadrature Amplitude Modulation): Med 4096-QAM (også kaldet 4K-QAM) kan Wi-Fi 7 overføre flere data pr. signal sammenlignet med Wi-Fi 6’s 1024-QAM. Dette resulterer i højere datahastigheder og bedre overordnet netværkseffektivitet.
    • 320 MHz kanalbåndbredde: Wi-Fi 7 fordobler kanalbåndbredden fra Wi-Fi 6’s 160 MHz til 320 MHz, hvilket giver mulighed for hurtigere dataoverførsel og mindre interferens på det nye 6 GHz-bånd.
    • Forbedret MU-MIMO: Den forbedrede version af MU-MIMO understøtter flere samtidige forbindelser, hvilket gør det muligt at betjene endnu flere enheder med højere effektivitet i tætte netværksmiljøer.
    • Automated Frequency Coordination (AFC): Wi-Fi 7 implementerer AFC for bedre at administrere og regulere brugen af 6 GHz-båndet, hvilket sikrer, at tilsluttede enheder kan operere med minimal interferens fra andre netværk eller systemer.
    • Multi-Resource Units (MRU): MRU giver Wi-Fi 7 mulighed for at tildele forskellige ressourcer mere fleksibelt inden for en enkelt kanal. Dette hjælper med at reducere interferens og forbedrer netværkseffektiviteten ved at optimere brugen af tilgængelig båndbredde, især i tætte netværksmiljøer.

    Hvem har gavn af Wi-Fi 7?

    Wi-Fi 7 og kompatibilitet med ældre enheder

    Eftersom Wi-Fi 7 er en relativt ny standard, er der kun et begrænset antal enheder på markedet, der understøtter de nye funktioner og teknologier. Husk derfor at tjekke om din computer, smartphone, fladskærm og andre trådløse enheder understøtter Wi-Fi 7, da du ellers ikke vil opleve en opgradering ved køb af ny Wi-Fi 7 router.

    Wi-Fi 7 routere er imidlertid bagudkompatible med ældre elektronik, dog ikke med fuld udnyttelse af kapaciteten og hastigheden.

    Med lanceringen af Wi-Fi 7-standarden kommer selvfølgelig en masse forbedringer og funktioner, som øger anvendelsesmulighederne. I første omgang vil det primært gavne moderne forbrugere, men i fremtiden vil alle have gavn af de nye muligheder. Herunder gennemgår vi, hvem/hvad der vil have gavn af Wi-Fi 7-standarden.

    Streaming af videoindhold i høj opløsning, som 4K og 8K, vil blive endnu mere gnidningsfrit med Wi-Fi 7. Billedkvaliteten kan opretholdes uden irriterende buffering, selv når flere familiemedlemmer streamer samtidigt.

    Online gaming vil få gavn af den lave latency, der har betydning for spiloplevelsen. Det gælder især ved store first person shooters og andre store multiplayer spil, der kræver hurtige reaktionstider og høj fart. Wi-Fi 7 kommer også til at gavne cloud-gaming, hvor spil streames direkte fra servere, så man ikke behøver at investere i dyr computerhardware.

    I et moderne hjem er antallet af tilsluttede Smart Home-enheder ofte stort, og spænder fra termostater og overvågningskameraer til stemmestyrede assistenter og intelligente lys. Wi-Fi 7 sikrer, at alle disse enheder kan fungere problemfrit sammen uden at overbelaste netværket. Det skyldes nye teknologier som Multi-Link Operation (MLO) og Multi-Resource Units (MRU) som gør Wi-Fi 7 i stand til at håndtere mange samtidige forbindelser med forbedret ydeevne og stabilitet.

    Fakta om Wi-Fi 7

    Hvad står Wi-Fi for?

    Begrebet Wi-Fi er en sammentrækning af ordene “Wireless Fidelity”, og er en reference til den trådløse teknologi, der anvender radiofrekvenser til at transmittere data mellem trådløse enheder. Det kunne eksempelvis være en computer og en trådløs router, hvor routeren kobler hjemmenetværket sammen og forbinder til nettet.

    Hvad er Wi-Fi?

    Wi-Fi er den generelle betegnelse for trådløst netværk. Wi-Fi er en standard, som findes i flere generationer, deraf navnet “Wi-Fi 7”. Bag navnet står Wi-Fi Alliance, som blev stiftet i 1999 af en række store IT- og elektronikvirksomheder, og som nu består af hundredvis af virksomheder fra hele verden. Standarden sikrer kompatibilitet på tværs af produkter og landegrænser, ligesom det eksempelvis er tilfældet med DVD, USB-C, Bluetooth og lignende.

    Hvornår blev Wi-Fi 7 lanceret?

    Wi-Fi 7 blev officielt lanceret i januar 2024, og i slutningen af 2024 blev den tilgængelig i flere lande. Det tager normalt 1-2 år, før standarden er alment tilgængelig, hvilket vi også så med forgængeren Wi-Fi 6.

    Hvor hurtigt er Wi-Fi 7?

    Wi-Fi 7 kan opnå hastigheder på op til 46 Gbps, men det kræver naturligvis at alle enheder er kompatible med nyeste standard. En række forhold skal desuden være optimale, eksempelvis afstanden mellem enhederne, signalstyrke og forstyrrelser på netværket.

    Teleanalytiker, skribent og ansvarshavende redaktør på Teleguiden.dk. Bred ekspertviden om bredbånd og telefoni, samt teknologi generelt. Passion for online medier siden 2014, og har sidenhen taget en uddannelse til IT-supporter.

    Skriv en kommentar