En fiberboks er en lille plastboks, der monteres for enden af et fiberoptisk kabel. Den sidder inde i din bolig, og kobler dig til din udbyders fibernet. Fiberboksen har altså til opgave at konvertere signalet, så det bliver brugbart for en computer eller trådløs router. En fiberboks kræver tilslutning til stikkontakt.

    I denne artikel kan du blive klogere på fiberboksen, hvad den bruges til og hvordan du evt. får en fiberboks installeret i din bolig.

    Hvad kan jeg bruge fiberboksen til?

    Kort over fiberboksens funktion i en almindelig bolig
    Fiberboksen giver dig forbindelse til fibernettet.

    Fiberboksen kaldes også for ONT (Optical Network Terminal) eller CPE (Customer Premises Equipment). På dansk bruges også begrebet “Fiber KAP” som står står “Fiber Kunde Afslutning Punkt”.

    En fiberboks bruges til at splitte signalet fra lyslederkablerne til forskellige brugsstørrelser: Internet, TV og telefon. Her er der imidlertid forskel fra fiberselskab til fiberselskab, så det er ikke sikkert at din fiberboks kan bruges til alle tre ting.

    Du kan ikke bruge fiberboksen til noget i sig selv, udover at tilslutte en computer direkte til internetporten. Der sidder typisk en almindelig RJ45-port i bunden af fiberboksen, som giver dig direkte adgang til internettet på én computer. Skal du f.eks. have trådløst netværk, er du nødt til at købe en router til formålet. Denne skal så tilsluttes fiberboksen.

    Hvordan ser en fiberboks ud?

    Fiberboks fra Icotera
    En fiberboks er oftest en neutral hvid plastboks på ca. 20 x 15 cm. Foto: Icotera.

    En fiberboks er en lille firkantet plastboks, som oftest er hvid og har et neutralt udseende. Den findes i forskellige typer og størrelser, som bestemmes af dit fiberselskab. Fiberselskaber som TDC, Norlys, EWII og Fibia vælger selv hvilken fiberboks, de ønsker at installere ude hos kunderne, og derfor afhænger fiberboksens udseende af din adresse og dækningsområde.

    Typisk er der et par små lysdioder, der blinker når data overføres via fiberboksen, og en lysdiode kan indikere om fiberboksen er tændt eller slukket.

    Udover fiberboksen, som monteres indvendigt i din bolig, skal der muligvis også placeres en mindre boks udvendigt på din bolig. Den udvendige boks er anomym hvid plastboks, der sidder over fiberledningen.

    Hvordan får jeg en fiberboks?

    Du kan få en fiberboks, hvis du har adgang til fibernettet og bestiller et internetabonnement. I guiden “Kan jeg få fibernet?” kan du læse, hvordan du undersøger dette. Du kan lave et adressetjek her på siden, men du kan også tjekke hos din foretrukne udbyder af fibernet (se priser her). Der er gode chancer for at du kan få en fiberboks i din bolig, da hele 86% af alle adresser har adgang til fibernettet, ifølge Tjekditnet.dk.

    For at få fiberboks skal du have besøg af en tekniker, og du skal muligvis have gravet et fiberoptisk kabel ind til din bolig. Det hele kan bestilles via din udbyder, men kræver et ekstra besøg af et entreprisefirma. Priserne for gravearbejde kan variere, og afhænger bl.a. af din adresse og antal gravemeter. Du kan se eksempler på priser i tabellen herunder:

    Priser på nedgravning af fiber og opsætning af fiberboks

    UdbyderPriser
    FastspeedOprettelse og etablering af fibernet (op til 30 meter gravning): Op til 1149 kr.
    Pris afhænger af, hvem der ejer fibernettet.
    Ekstra gravning: Op til 450 kr./meter
    TelenorOprettelse og etablering af fibernet: 0 kr. (Gravearbejde og/eller teknikerbesøg)
    Ekstra gravning: 200 kr./meter
    HiperOprettelse og etablering af fibernet (op til 30 meter gravning): 699 kr.
    Ekstra gravning: 450 kr./meter
    NorlysOprettelse og etablering af fibernet (op til 30 meter gravning): Op til 999 kr.
    Ekstra gravning: 500 kr./meter
    TeliaEtablering af fiber-stikledning (op til 30 meter gravning til nærmeste husmur): Op til 999 kr.
    Pris afhænger af, hvem der ejer infrastrukturen. Ekstra gravning: 400 kr./meter
    YouSeeOprettelse og etablering af fibernet (op til 30 meter gravning): 999 kr.
    Ekstra gravning: 399 kr./meter
    Priserne er senest tjekket den 4. oktober 2024.

    Hvilken fiberboks kan jeg få?

    Det er fiberselskabet, der bestemmer hvilken fiberboks du kan få. Fiberselskabet må ikke forveksles med udbydere, da det er to forskellige selskaber: Fiberselskabet ejer det fysiske net, dvs. kablerne i jorden, hvorimod udbyderne leverer selve internetforbindelsen via kablerne. Det er fiberselskabet, der sørger for at levere og montere fibernettet på din adresse.

    Flere udbydere er begyndt at bruge en såkaldt FiberTwist fiberboks fra Genexis, som er en lille roterbar boks:

    Eksempel på fiberboks. Foto: Genexis.

    Fiberboksen, som kan ses på billedet herover, drejes hhv. med eller mod uret for at åbne eller lukke for indgangene, og dermed får du en pæn og enkel løsning i din bolig. En fiberboks af denne type bruges bl.a. af TDC og EWII.

    Hvor lang tid tager det at montere en fiberboks?

    Det tager 20-30 minutter at montere en fiberboks, og arbejdet udføres af en elinstallatør. Hvis du bor i hus fører installatøren ledningen ind gennem soklen, hvor det kan lade sig gøre. Man har mulighed for at vælge placering af fiberboksen, men der skal dog tages hensyn til eksisterende installationer og afstand til fibernettet ude i vejen. Oftest er fiberboksen placeret i bryggerset eller i kælderen, hvis du har sådan en.

    Når installatøren har monteret din fiberboks, er du klar til at bruge fibernettet. Fiberboksen er nemlig den sidste installation, der kræves for at få fibernet.

    Fordele og ulemper ved fiberboks

    Hvis du overvejer at få opsat en fiberboks i din bolig, er det en god idé at kende fordele og ulemper herved. Bliv klogere på fiberboksens fordele og ulemper herunder:

    Fordele ved fiberboks

    • Fiberboksen giver adgang til hurtigt og stabilt fibernet.
    • Værdien af din bolig kan stige en smule, hvis du har fiberboks og adgang til fibernettet.
    • Nem at anvende. Når først fiberboksen er monteret, kan du få hurtigt internet uden besvær.
    • Fremtidssikret teknologi. Fibernettet er den mest populære type internetforbindelse i Danmark, og opgraderes løbende.
    • Fiberboksen er energivenlig. Den bruger kun meget lidt strøm, sammenlignet med andre typer internet.

    Ulemper ved fiberboks

    • Der skal både monteres en fiberboks indvendigt og udvendigt på din bolig.
    • Det er ikke altid muligt at bestemme fiberboksens placering.
    • Du kan ikke selv vælge fiberboks, da fiberselskabet vælger for dig.
    • Fibernet er en smule dyrere end andre typer af internet (se billigt bredbånd for priseksempler).

    Teleanalytiker, skribent og ansvarshavende redaktør på Teleguiden.dk. Bred ekspertviden om bredbånd og telefoni, samt teknologi generelt. Passion for online medier siden 2014, og har sidenhen taget en uddannelse til IT-supporter.

    Skriv en kommentar