Hvad er Starlink, hvorfor er det så populært, og hvornår kommer det til Danmark? Bliv klogere på mulighederne med Elon Musks satellit internet, og hvad du kan forvente efter lancering.

    Da en af verdens rigeste, Elon Musk, sendte de første 60 Starlink-satelitter i kredsløb om jorden i 2019, var det med en ambitiøs plan: Hurtigt internet til hele den befolkede del af kloden inden slutningen af 2021. Man ville revolutionere hele verden, ved at forsyne alle yderområder med hurtige og stabile internetforbindelser. Og det helt uden at der skal nedgraves kabler eller opsættes master.

    Det betyder altså, at uanset om du befinder dig i Sakskøbing eller Sahara, kan du få adgang til hurtigt og stabilt internet.

    Starlink er et projekt under SpaceX (Space Exploration Technologies Corp.), som er ejet af Elon Musk. Projektet går i al sin enkelthed ud på at kunne tilbyde hurtigt satellit internet til alle befolkede dele af verden, hvilket i sig selv er et meget ambitiøst mål. Det går dog hastigt fremad, og hos SpaceX opsender man jævnligt raketter med satellitter som skal tilføjes det eksisterende “netværk”.

    Når du bestiller Starlink får du en parabol med tilhørende udstyr, som du opsætter udenfor. Dernæst skal udstyret justeres og parabolen vinkles korrekt, hvorefter du er klar til at gå på internettet. Idéen er selvfølgelig at kunne give hele verdens befolkning adgang til hurtigt internet, uanset om de lever på toppen af et bjerg eller langt ude i ødemarken.

    For at se hvordan Starlink fungerer i praksis, anbefaler vi at du ser denne lille video:

    Danmark er et lille og relativt tæt befolket land. Derfor har de fleste husstande allerede adgang til hurtigt internet gennem ledninger eller det mobile netværk, og satellit internet fra Starlink er derfor i de fleste henseender overflødigt.

    Dette kan vi blandt andet konkludere via opslag på Tjekditnet.dk, hvor nøgletal for hele landet indikerer at størstedelen af alle husstande er dækket af hurtigt internet.

    Ønsker du at have internet, som fungerer uafhængigt af en specifik adresse, anbefaler vi at du tager et kig på mobilt bredbånd. Mobilt bredbånd fungerer grundlæggende på samme måde som satellit internet, men er altså i stedet forbundet til et af Danmarks tre landsdækkende mobilnetværker.

    Billigere (og måske bedre) alternativer til Starlink internet

    UdbyderPrisBegrundelse
    OisterFra 49 kr./md.Bedste priser, konkurrencedygtigt sortiment, passer til store og små behov.
    CBB MobilFra 59 kr./md.Gode abonnementer til alle behov, trådløs router kan tilkøbes.
    3 MobilFra 120 kr./md.Bedst til EU roaming, tilbyder også abonnement med udendørs antenne.
    TelmoreFra 49 kr./md.Tilbyder gode pakkepriser og gratis låne-router til de fleste abonnementer.

    Vi ved ikke præcist hvornår Starlink kommer til Danmark, men man tester i øjeblikket internetforbindelsen på livet løs i flere amerikanske stater. Se eksempelvis en hastighedstest af Starlink i denne video.

    På Starlinks hjemmeside kan du dog skrive dig op på deres e-mail liste, så du får besked lige så snart ny information er tilgængelig. Skriv dig op til Starlink her, så du kan få besked om hvornår du kan forvente at få Starlink på danske adresser.

    Ifølge planen skal Starlink dække det meste af den befolkede verden i 2021, men om planen holder ved vi ikke med sikkerhed endnu.

    Vi ved dog allerede nu at der åbnes op for nye områder gradvist, ligesom nye kunder bliver oprettet efter først-til-mølle-princippet med jævne mellemrum.

    Flere kilder bekræfter at prisen i Beta-perioden ligger på 99 dollars per måned, samt en oprettelsespris på 499 dollars. Oprettelsesprisen dækker satellitskålen og WiFi udstyr, som skal bruges til at modtage signalet fra satelitterne.

    I mellemtiden er der også kommet flere informationer om de danske priser, som ser ud således:

    Starlink bestillingsside
    Sådan ser priserne ud på Starlinks officielle side pr. 27. februar 2021, når man opretter en ny ordre.
    • Pris/måned: 769 kr.
    • Udstyr: 3.899 kr.
    • Forsendelse: 460 kr.

    Til den pris vil de fleste danskere nok kunne finde billigere og bedre alternativer, men som udgangspunkt er Starlink måske heller ikke tiltænkt danske privatkunder i provinsbyerne. Til gengæld kan afsidesliggende virksomheder nu pludselig få en meget hurtig forbindelse til internettet, uden at der skal nedgraves kabler over flere kilometer eller opstilles kraftige antenner.

    Reddit kan du finde en et længere forumindlæg med en række bekræftede hastighedstests, der indikerer at Starlink leverer hastigheder på over 100 Mbit/s i flere områder over de nordlige stater i USA.

    I skrivende stund er følgende hastighedsmålinger de bedste til dato:

    • Download: 209,17 Mbit/s
    • Upload: 47,74 Mbit/s
    • Ping: 15 ms

    Størstedelen af de bekræftede hastighedsmålinger ligger over 100 Mbit/s, og det ser altså således meget lovende ud. I flere amerikanske byer har man indtil nu kun kunnet drømme om sådanne hastigheder, fordi afstandene er så store og bredbåndsnettet ikke er så fintmasket som i Danmark.

    Starlink satellitterne kan sommetider ses som små lysende prikker på himlen. De minder mest af alt om stjerner, der bevæger sig i en række over himlen – se dette klip, som er optaget over Europa:

    På videoen ses Starlink-satellitter på række, mens de bevæger sig over himlen cirka 550 kilometer over jordkloden. Hos SpaceX kalder man også denne formation for et “train” eller på dansk “tog”, da de til forveksling ligner en række togvogne der følger hinanden over himlen.

    Se Starlink satelitternes bane hos Satflare, hvis du gerne vil vide hvornår de bevæger sig over Danmark. Her kan du enten få vist alle satelitter på én gang, eller se banen for et enkelt train ad gangen.

    Satelitterne ses ikke så tydeligt som førhen

    I en artikel udgivet hos BBC News forklares det, at de kraftigt lysende satellitter kan være fortid da man hos SpaceX arbejder på at begrænse refleksionen af sollys i panelerne. Det har nemlig vist sig at være et problem for astronomerne, da de kraftigt lysende satellitter kan obstruere deres arbejde. 

    SpaceX opsender nye satellitter med korte mellemrum, som skal indgå i Starlink-netværket og gå i kredsløb om jorden. Det skaber selvfølgelig nogle bekymringer på grund af det kraftigt øgede antal satellitter, som farer rundt i atmosfæren og risikerer at støde sammen med andet udstyr.

    SpaceX flag vejrer på en blå himmel
    Der har været bekymringer omkring mængden af rumaffald, som man formoder vil stige i takt med at flere satellitter opsendes i rummet.

    Bekymringen er også at man ved sammenstød sender endnu mere affald i kredsløb om jorden, hvilket skaber øget risiko for sammenstød i fremtiden.

    Denne YouTube-video illustrerer på en god måde hvordan rumaffaldet har bredt sig i takt med at vi er begyndt at udforske rummet siden 1950’erne.

    Teleanalytiker, skribent og ansvarshavende redaktør på Teleguiden.dk. Bred ekspertviden om bredbånd og telefoni, samt teknologi generelt. Passion for online medier siden 2014, og har sidenhen taget en uddannelse til IT-supporter.

    8 kommentarer

    1. Ivan Jakobsen den

      Kan man forestille sig Sarlink benyttet som fælles accesspoint. fx lille landsby i Vestjylland hvor 5 huse samles om én forbindelse?

      • Thomas Hansen den

        Hej Ivan,
        Det er en spændende tanke. Det kan sikkert lade sig gøre i fremtiden, men det vil kræve kraftigt udstyr at dække flere huse. Og så er spørgsmålet, om det er rentabelt. Man kan håbe, at abonnementet bliver billigere i fremtiden.
        Venlig hilsen
        Thomas, Teleguiden.dk

    2. Nu skriver i at Starlink vil være mere eller mindre overflødigt i DK, for mit vedkommende ser jeg frem til at det kommer, har skrevet mig op og bestilt det, da jeg bor et sted hvor jeg på trods af at have 5g mobilt bredbånd, ikke kan gøre andet end at streame, vi er 3 der ynder at game i husstanden men det er for dårlig forbindelse (for meget lag) til at vi gider døje med det, (både kablet og WiFi), fiber er der ikke udsigt til at få gravet ned her, da huset ikke er tilskuds berettiget, og ADSL/Hybrid er afprøvet og er værre end ren mobil, så jo kom gerne med Starlink 🙂 betaler gerne det mere såfremt det er mere stabilt.

      • Thomas Hansen den

        Hej Hellemose,
        Øv det lyder da irriterende med jeres nuværende internet. Jeg kan godt forstå at Starlink virker som et interessant alternativ i jeres tilfælde. For flertallet af danske husstande tror jeg dog stadig at der findes bedre (kablede) alternativer, men der er selvfølgelig stadig områder som har lange udsigter til hurtigt fibernet/5G bredbånd.

        Jeg ved at Starlink bliver bedre og bedre hele tiden, så måske er det et interessant alternativ for jer? Hastighederne skulle angiveligt ligge på mellem 100-150 Mbit/s, og man arbejder ligeledes på at reducere latency (vigtigt når man gamer).

        Der står lidt om Starlink og gaming her:

        https://mashable.com/article/starlink-latency-improves-online-gaming

        Venlig hilsen
        Thomas, Teleguiden.dk

    3. Kan det ikke passe at en af det største fordele ved starlink er deres lave ping næsten ligegyldigt hvor lang serveren er? f.eks hvis jeg som dansker gerne vil spille på amerikanske servere så er mine nuværende alternativer næsten ubrugelige selv med høj båndbredde da jeg stadig får en relativt høj ping med store udsving.
      Har du nogen kendskab til gamere der har testet dette?

      • Thomas Hansen den

        Hej 192,

        Jeg beklager det sene svar. Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, som jeg nu har brugt noget tid på at undersøge. Desværre har jeg ikke fundet et brugbart svar, men jeg har fundet en side som er værd at holde øje med for fremtiden:
        https://starlinkstatus.space/

        På siden måles blandt andet ping fra stationer i flere verdensdele, hvilket giver et samlet billede af hvor godt Starlink fungerer.

        Jeg vil umiddelbart tro at Starlink resulterer i samme ping, som du oplever på eksempelvis fibernettet. Starlink-satelitterne er stadig afhængige af gateways på landjorden, som kobler dig til resten af internettet. Dvs. hvis du eksempelvis ønsker at joine en server på amerikansk jord, skal signalet først sendes til en satellit i dette luftrum – og dernæst sendes til en gateway på landjorden. Hvis denne gateway er placeret langt fra spilserveren, kan du potentielt opleve samme problemer som ved kablet internet.

        Du kan læse mere om gateways og fremtidsudsigterne her:
        https://www.tesmanian.com/blogs/tesmanian-blog/spacex-is-already-setting-up-starlink-gateway-stations-around-the-world

        Slutteligt er det værd at nævne, at Starlink stadig er i et tidligt stadie, og at det må forventes at hastighed og ping forbedres over tid. Jeg holder denne artikel opdateret, når der kommer ny viden på området.

        Venlig hilsen
        Thomas, Teleguiden.dk

    Skriv en kommentar