Døjer du også med langsomt internet, er du ikke den eneste. Der kan være mange grunde til at nettet er sløvt. I mange tilfælde kan det heldigvis nemt afhjælpes uden dyre teknikerbesøg.

    Vi har spurgt eksperterne til råds, og alle er enige: Langsomt internet kan skyldes flere ting. Find de hyppigste årsager og løsningsmuligheder herunder.

    1. Mål din forbindelse hos din nuværende udbyder

    Det første du skal gøre for at finde ud af om dit internet er langsommere end normalt, er at måle hastigheden på din forbindelse hos din nuværende udbyder.

    Her kan du med fordel benytte en hastighedstest, som kan give dig en idé om hvor langsomt dit internet er på et givent tidspunkt af døgnet.

    Sådan finder måler du hastigheden på dit internet:

    1. Sluk for signalet på alle trådløse enheder.
    2. Tilslut din computer direkte til routeren via et netværkskabel.
    3. Kan du ikke tilslutte via netværkskabel, bør du som minimum flytte din trådløse router til et åbent, centralt sted.
    4. Foretag testen mere end én gang, gerne udenfor spidsbelastningsperioden om aftenen.

    2. Placer dit trådløse udstyr korrekt

    Til de fleste internetabonnementer medfølger der en boks, der både indeholder modem og trådløs router. Det gælder både for internetforbindelser via kabel, samt mobilt bredbånd.

    Den trådløse router sørger for at sende signalet ud i boligen, så du kan koble dig på internettet via computere og mobiltelefoner uden brug af kabler.

    Langsomt internet kan i mange tilfælde skyldes at denne trådløse router ikke er placeret optimalt, og det anbefales derfor at placere den centralt og gerne højt.

    Routerens antenner: Hvis routeren har antenner, er det vigtigt at du peger dem i korrekt vinkel. Peger du dem opad får du bredere dækning, og peger du dem til siderne dækkes f.eks. kælder og førstesal bedre.

    Her er de bedste råd til placering af den trådløse router:

    1. Placer routeren centralt i boligen, gerne der hvor du bruger internettet mest.
    2. Placer routeren åbent, og gerne højt. Hæng den evt. på væggen, hvis muligt.
    3. Undlad at placere routeren i nærheden af f.eks. akvariet eller vandvarmeren, da vand ifølge Elgiganten forstyrrer det trådløse signal.
    4. Placer ikke den trådløse router i køkkenet, da overflader af metal samt mikroovne kan forstyrre signalet.
    5. Hvis routeren har antenner, kan de enten stå lodret for bredere dækning (bedst til etplans-hus) eller vandret for bedre dækning opad og nedad (bedst til flere etager).

    3. Tilslut din computer til nettet med kabel

    En trådløs router kan i mange tilfælde give langsomt internet, og det kan være svært at fikse dette. Signalet mellem computer og router kan nemlig hurtigt svækkes af forstyrrelser, og det kan give irriterende forsinkelser som eksempelvis går ud over computerspil.

    Til computere hvor der ofte spilles spil, kan det derfor anbefales at tilslutte til internettet via et kabel.

    Ved at bruge kabel i stedet for trådløst signal, sikres der en hurtigere og mere stabil forbindelse.

    Dette er særligt nyttigt, hvis du bor i en lejlighed og har mange naboer omkring dig. Det er nemlig ikke alle signalforstyrrelser, man selv kan dæmpe. De kan nemlig også komme udefra.

    Husk at vælge det rette netkabel til dit behov

    Det er vigtigt at du vælger et godt kabel, da det har betydning for hastigheden og stabiliteten. Hos Komputer For Alle finder du en god guide, der klæder dig på til at vælge det rette netkabel. Guiden er en lille smule teknisk, så hvis du har en lokal radio/tv-butik kan du eventuelt også spørge dem til råds.

    4. Skift kanal på dit trådløse udstyr

    Hvis du bor i etagebyggeri og du har mange naboer tæt på, er dette særligt vigtigt.

    Din trådløse router lader dit udstyr koble på nettet ved hjælp af en række forskellige kanaler.

    Kanalerne fungerer lidt som en kørebane til biler, da routere altså bruger de samme kanaler. Det betyder, med andre ord, at hvis flere routere i nærheden benytter den samme kanal, kan der opstå trafikpropper som gør dit internet langsomt.

    For at undgå dette, er det vigtigt at du indstiller din router til at benytte en kanal som er mindre belastet. 

    Her skal du have fat i brugsanvisningen til din router, og/eller ind og læse vejledningen hos din udbyder.

    Du kan også tage et kig i bunden af den trådløse router du fik fra udbyderen, da der i visse tilfælde står nogle oplysninger i bunden som blandt andet lader dig koble på routeren og skifte netværks kanal:

    Her ses bunden af en trådløs router fra YouSee. Det er disse oplysninger du skal bruge, når du eksempelvis skal koble dig på routeren og administrere brugere, kodeord, netværkskanal, m.m.

    5. Udskift det trådløse udstyr

    Nyere trådløst udstyr kan forbinde dig til internettet via det hurtige 5 GHz-frekvensbånd, mens ældre udstyr kun kan forbinde via det ældre 2,4 GHz-frekvensbånd.

    Hvis du låner en router af din udbyder og denne ikke understøtter 5 GHz-frekvensbåndet, er der stor sandsynlighed for dit internet er langsomt af netop denne grund. Det kan derfor anbefales at tage kontakt til udbyderen og forhøre dig om muligheden for at få tilsendt nyt udstyr, så du kan øge hastigheden på dit internet.

    Hvis du selv har købt udstyret, eksempelvis hvis du har mobilt bredbånd, kan det ligeledes betale sig at udskifte det hvis det er af ældre dato.

    6. Tjek computeren for virus

    Et andet udbredt problem, som kan gøre internettet langsomt, er hvis du har virus på computeren.

    En virus kan gøre megen skade på din computer, men først og fremmest kan den gøre internettet langsomt.

    Her er de generelle tegn på at din computer har virus:

    • Nye programmer er installeret af sig selv.
    • Internettet er langsommere end normalt.
    • Mærkelige reklamer dukker op når du surfer på nettet.
    • Familie og venner har modtaget e-mails og beskeder fra dig, som du ikke selv har sendt.
    • Din computer er generelt langsommere end normalt.
    • Spil og programmer virker ikke som de plejer.

    Installer gratis antivirus program og fjern virus

    Der findes flere gode, gratis antivirus programmer på nettet. Her er et par bud på brugbar gratis antivirus:

    • Avast Free Antivirus
    • AVG Antivirus FREE
    • Avira Free Security Suite
    • Bitdefender Antivirus Free Edition
    • Kaspersky Security Cloud Free

    7. Tilslut det trådløse udstyr til hovedkablet

    Dette er noget, som mange måske overser, men som faktisk kan give langsomt internet. Hvis du har flere antenne- eller telefonstik, er der trukket kabler fra hovedkablet der går ind i boligen.

    Hovedkablet er det kabel, som er direkte tilsluttet din bolig udefra. Du skal helst tilslutte dit udstyr direkte til dette med et så kort kabel som muligt, hvis du ønsker at opnå så høj hastighed som muligt.

    Normalt er hovedkablet placeret i et teknikrum hvor elektricitet og varme også kommer ind i boligen, men det kan også komme ind andre steder. Bor du i etagebyggeri er det dog ikke sikkert du kan finde hovedkablet, så her må du enten have en tekniker på besøg eller undlade at gøre mere ved det.

    8. Tjek om andre bruger dit net

    De fleste har kodeord til deres trådløse netværk, men hvis du ikke har kan der meget vel være andre der bruger dit net.

    Hvis du synes at dit internet er blevet langsomt på det seneste og du ikke kan finde årsagen, er det en god idé at tjekke om andre bruger dit net uden at du ved det.

    Har du ikke kode på dit trådløse netværk, anbefales det på det kraftigste at sætte kode på. Hvis du har kode på dit netværk, anbefales det at skifte koden.

    Der er tre måder, du kan tjekke dette på:

    1) Tjek de blinkende lamper på din router

    Dette kræver at du slukker ALLE enheder, som ellers er koblet på nettet via din router. Når dette er gjort, bør lamperne på din router stoppe med at blinke. Hvis de ikke gør det, kan det være tegn på at andre bruger dit net.

    2) Brug en app til at se hvem der er koblet på dit net

    Med en app kan du hurtigt tjekke, hvilke enheder der er koblet på dit netværk. Vi anbefaler at du bruger den gratis Fing App til dette. Den er nem at bruge, og kræver ingen brugeroprettelse eller lignende.

    3) Log på din router og se alle tilkoblede enheder

    Dette er en mest præcise metode til at se akkurat hvilke enheder, der er koblet på dit netværk. Her kan du også administrere hvilke enheder der har adgang, ændre kodeordet, ændre navnet på det trådløse netværk, samt bestemme hvilke enheder der skal have adgang til netværket.

    9. Overvej at skifte udbyder

    Hvis du ikke kan løse problemerne med din nuværende udbyder, kan du prøve at skifte til en anden udbyder. Nogle gange er problemerne af en teknisk karakter, som ikke lige kan løses.

    Vi anbefaler, at du prøver at skifte til en anden type forbindelse. Har du eksempelvis mobilt bredbånd nu, kan du prøve at skifte til fibernet. Har du bredbånd via kabel-TV nettet, kan du prøve at skifte til mobilt bredbånd. Og vice versa.

    Teleanalytiker, skribent og ansvarshavende redaktør på Teleguiden.dk. Bred ekspertviden om bredbånd og telefoni, samt teknologi generelt. Passion for online medier siden 2014, og har sidenhen taget en uddannelse til IT-supporter.

    Skriv en kommentar