Alt om Wi-Fi 6 (802.11ax) – så hurtig er den nye standard

User avatar placeholder
Skrevet af Thomas

23. juli 2025

Diagram over kommunikationsbanerne mellem husets forbundne enheder

Wi-Fi 6 er en trådløs standard fra 2018, der bragte markante forbedringer til trådløse netværk. Ikke kun af hastigheden, men også kapaciteten, som imødekommer det stigende antal internetopkoblede enheder i private hjem. Bliv klogere på mulighederne med Wi-Fi 6 her.

Hvad er der sket siden lanceringen af Wi-Fi 6?

Siden lanceringen af Wi-Fi 6 kom først Wi-Fi 6E, som introducerede et ekstra frekvensbånd, og i 2024 blev Wi-Fi 7 lanceret. Dermed er Wi-Fi 6 ikke længere den nyeste standard, men stadig anvendelig i de fleste henseender.

Fra 2019 til 2024 er anvendelsen af ‘smart home’-produkter vokset fra 23 til 48 procent. Dermed var lanceringen af Wi-Fi 6 rettidig, eftersom den netop er i stand til at håndtere disse produkter.

Hvad er Wi-Fi 6?

Wi‑Fi 6 – også kendt som 802.11ax – er den nyeste generation af trådløs netværksteknologi, designet til den moderne, digitale hverdag. Standardens mål er at levere hurtigere, stærkere og mere stabile forbindelser, selv i hjem med mange opkoblede enheder.

I takt med at alt fra overvågningskameraer, robotstøvsugere og varmepumper til tablets og smart-TV kræver internetadgang, er det afgørende med et netværk, der kan følge med. Og det kan Wi‑Fi 6.

Du får ikke bare højere hastighed og kapacitet – Wi‑Fi 6 sørger også for, at flere enheder kan være online samtidigt uden at trække hinanden ned. Det betyder færre afbrydelser og langt bedre stabilitet, selv når hele familien streamer, spiller og arbejder samtidig.

Sikkerheden er også løftet med WPA3-kryptering, som beskytter dine data langt bedre mod ubudne gæster. Kort sagt: Wi‑Fi 6 er et fremtidssikret netværk, der matcher behovene i et moderne, forbundet hjem.

Du får ofte en Wi-Fi 6 router til låns, når du bestiller bredbånd eller mobilt bredbånd. Dog kan du også stadig få en Wi-Fi 5 router, hvilket i de fleste tilfælde er ganske fint. Eksempelvis denne Sagemcom F@ST 3890V3 WU router, der medfølger til TDC’s kabel-TV internet:

Hiper udstyr til internet via kabel-TV stikket, liggende på gulvet
Du kan stadig få Wi-Fi 5 router til dit internetabonnement, men Wi-Fi 6-standarden vinder frem. Privatfoto.

Hvad får du ud af Wi-Fi 6?

Wi‑Fi 6 er udviklet for at kunne håndtere det voksende antal trådløse enheder i hjemmet – især med fremmarchen af smart-hjem og “Internet of Things”. I dag er det ikke ualmindeligt, at alt fra robotstøvsugere til køleskabe er online, og det stiller højere krav til netværket.

Wi‑Fi 6 forbedrer både kapacitet, hastighed og stabilitet – især i husstande med mange opkoblede enheder. Det er ikke bare hurtigere – det er smartere:

  • MU‑MIMO (multi-user, multiple input, multiple output) gør det muligt for routeren at sende og modtage data til flere enheder på én gang – både hurtige og langsomme – uden at hastigheden falder.
  • OFDMA opdeler kanalerne, så flere enheder kan dele netværket samtidig – perfekt til f.eks. streaming i stuen og overvågningskamera i baghaven uden forsinkelse.
  • Target Wake Time sparer strøm ved at lade enheder “sove” og kun vågne ved behov – ideelt til sensorer og smart-udstyr.
  • WPA3 er den nyeste sikkerhedsstandard, som beskytter mod angreb og datatyveri. Alle certificerede Wi‑Fi 6-routere understøtter det.

Slut med navne som ‘802.11ac’ og ‘802.11ac’ – fremtidens Wi-Fi versioner er nemmere at huske

Førhen skulle man holde tungen lige i munden, for at finde rundt i de forskellige Wi-Fi versioner. Før Wi-Fi 6 blev lanceret var 802.11ac den nyeste version, og før 802.11ac havde vi 802.11n. Du var således nødt til at huske hvilken version der var bedre og hurtigere, men dette er heldigvis slut nu.

Wi-Fi 6 markerer ikke kun begyndelsen på fremtidens trådløse netværk, men også slutningen på underlige navne, man aldrig kunne huske.

De nye navne er også blevet skabt med tilbagevirkende kraft, hvilket betyder at 802.11ac hedder Wi-Fi 5, 802.11n hedder Wi-Fi 4 og så fremdeles.

Symboler for Wi-Fi version 4, 5 og 6 fra Wi-Fi Alliance
Wi-Fi Alliance ønsker i fremtiden at du skal kunne se Wi-Fi versionen når du kobler på et nyt trådløst netværk. Kilde: Wi-Fi Alliance

Der er således ingen tvivl om du har fat i en nyere eller ældre Wi-Fi version fremover, da du blot kigger på nummeret. Jo højere versionsnummer, jo bedre.

Wi-Fi Alliance har desuden et ønske om i fremtiden at kunne vise Wi-Fi versionen på din trådløse enhed, når du forbinder til et nyt trådløst netværk. På den måde vil du altid kunne se hvilken version det pågældende trådløse netværk har, og vælge den nyeste version.

Wi-Fi standarder – fra 2 Mbps til 9.6 Gbps på 20 år

Med Wi-Fi 6 skal du ikke forvente markant højere hastigheder for hver enhed, men til gengæld kan du forvente bedre plads til flere samtidigt forbundne enheder – og dermed et løft i den samlede hastighed.

Wi-Fi 6 er således kun marginalt hurtigere end Wi-Fi 5, men kigger vi over en 10-årig periode er der sket meget med hastigheden på det trådløse netværk. Særligt Wi-Fi 4-versionen gav fart på netværket, og efterfølgende er det kun gået fremad.

Herunder kan du se hvor hurtige de forskellige Wi-Fi versioner er:

  • Legacy (802.11) – hastigheder op til 2 Mbps.
  • Wi-Fi 1 (802.11b) – hastigheder op til 11 Mbps.
  • Wi-Fi 2 (802.11a) – hastigheder op til 54 Mbps.
  • Wi-Fi 3 (802.11g) – hastigheder op til 54 Mbps.
  • Wi-Fi 4 (802.11n) – hastigheder op til 450 Mbps.
  • Wi-Fi 5 (802.11ac) – hastigheder op til 1 Gbps.
  • Wi-Fi 6 (802.11ax) – hastigheder op til 9.6 Gbps.
  • Wi-Fi 7 (802.11be) – hastigheder op til 46 Gbps.

Kilde: Intel.

Fakta om Wi-Fi 6

Er alle enheder kompatible med Wi-Fi 6?

Som udgangspunkt er alle trådløse enheder kompatible med Wi-Fi 6, da standarden er designet til at være bagudkompatibel med tidligere funktioner. Du vil muligvis ikke kunne udnytte alle fordelene ved Wi-Fi 6 medmindre dit trådløse netværk og tilsluttede enhed begge er af denne version.

Hvordan får jeg Wi-Fi 6 i hjemmet?

Du kan få Wi-Fi 6 i hjemmet ved at købe en Wi-Fi 6 router, eller bestille et nyt abonnement på en trådløs internetforbindelse med Wi-Fi 6 router inkluderet. Men vær opmærksom på, at din computer, dit TV osv. skal understøtte Wi-Fi 6-standarden, for at du kan få fuldt udbytte.

Hvad er de største forskelle på Wi-Fi 6 og Wi-Fi 5?

Den største forskel på Wi-Fi 6 og tidligere versioner er sikkerhedsniveauet og muligheden for at have flere trådløse enheder tilkoblet samtidigt. Wi-Fi 6 er skabt til at understøtte fremtidens smart home-løsninger, hvor flere små enheder er koblet på det trådløse netværk og tilsluttet internettet.

Hvorfor hedder det Wi-Fi 6?

Wi-Fi Alliance besluttede med Wi-Fi 6 at forenkle versions-navnene, så det var nemmere at finde rundt i versionerne og identificere den bedste. Versionen før Wi-Fi 6 hed 802.11ac, men man mente hos Wi-Fi Alliance at det var på tide med en mere simpel betegnelse af versionen.

Er Wi-Fi 6 relevant for mig?

Ja, hvis du har mange trådløse enheder i hjemmet – f.eks. smartphones, tablets, smart-tv, overvågningskameraer eller arbejder hjemmefra. Wi‑Fi 6 giver bedre hastighed, stabilitet og kapacitet på netværket.

Skal mine enheder understøtte Wi‑Fi 6?

Ja – både din router og dine enheder (f.eks. mobil eller computer) skal understøtte Wi‑Fi 6 for at få fuldt udbytte. Nyere modeller fra 2020 og frem understøtter det som regel. Du kan tjekke det i enhedens specifikationer.

Virker mine gamle enheder med en Wi‑Fi 6-router?

Ja – alle Wi‑Fi 6-routere er bagudkompatible. Dine ældre enheder vil stadig kunne gå på nettet, men vil ikke få alle fordelene ved den nye standard.

Er Wi‑Fi 6 hurtigere end Wi‑Fi 5?

Ja – Wi‑Fi 6 har op til 40 % højere hastighed, men den største fordel er, at den kan håndtere mange samtidige forbindelser uden at blive langsom eller ustabil.

Er Wi-Fi 6 mere sikkert?

Ja – alle Wi‑Fi 6-routere understøtter WPA3, som er en forbedret sikkerhedsprotokol, der gør det vanskeligere for uvedkommende at få adgang til dit netværk.

Skal jeg skifte min router ud?

Hvis din nuværende router er ældre end 3–4 år og ikke understøtter Wi‑Fi 6, kan det anbefales at skifte – især hvis du oplever ustabilt netværk, lav hastighed eller mange tilkoblede enheder.

Kan Wi‑Fi 6 give bedre dækning i hjemmet?

Ja og nej – selve rækkevidden er ikke nødvendigvis længere, men Wi‑Fi 6 håndterer belastning og interferens/støj bedre. Det kan give en mere stabil forbindelse, selv i boliger med flere etager eller tykke vægge.

Image placeholder

Thomas Løwe Hansen

Thomas er stifter af Teleguiden.dk og ansvarlig for research, analyse og indhold. Han har arbejdet med forbrugerportaler siden 2012, og kombinerer sin viden om telemarkedet med en teknisk baggrund som IT-supporter og datamatikerstuderende. Thomas har en passion for teknologi og formidlingen af denne, hvilket ofte kommer til udtryk i guides og artikler på Teleguiden.dk.

Skriv en kommentar