Hvor hurtigt skal mit internet være?

User avatar placeholder
Skrevet af Thomas

3. februar 2025

Mand slukker ADSL router

Når du skal vælge internet, skal du først og fremmest forholde dig til hastigheden. Hastigheden har betydning for, hvor hurtigt du kan overføre filer, men også hvor mange, der kan bruge nettet på samme tid. Se her, hvor hurtigt dit internet bør være, og bliv klogere på dine muligheder.

100–300 Mbit/s er tilstrækkeligt

De fleste husstande klarer sig fint med en hastighed på 100–300 Mbit/s, men hvis flere bruger nettet samtidig til streaming, gaming og hjemmearbejde, anbefales 500–1000 Mbit/s. En højere hastighed giver bedre oplevelse uden afbrydelser – især ved videomøder og 4K-streaming.

Mbit/s (eller Mbps) står for megabit pr. sekund og angiver, hvor hurtigt du kan hente (download) og sende (upload) data. Har du fibernet, får du typisk lige hurtig upload og download – modsat kabel-TV-bredbånd, hvor upload kan være meget lavere. Vælg din hastighed ud fra både antal brugere og behov.

Hvad betyder Mbit (megabit)?

Mbit (megabit) er en måleenhed for data og bruges bl.a. til at angive internethastighed – f.eks. 100 eller 500 Mbit/s (megabit per sekund).

Ligesom bilers hastighed måles i km/t, måles internet i Mbit/s. Jo højere tallet er, desto hurtigere kan du hente og sende data. Det har især betydning, hvis I er flere brugere på samme forbindelse.

Familie med børn og ældre, der bruger telefoner

Hvilken hastighed har du brug for?

Hastigheden er det vigtigste valg, du skal træffe, når du skal have ny internetforbindelse. Det er altså vigtigt, at du kender dit behov, så du ved hvor hurtigt internet du har brug for. Det har især betydning i en større familie, hvor internettet fungerer som bindeleddet mellem hjemmet og jobbet, skolen, det offentlige, osv.

  • 5 – 10 Mbit/s
    En hastighed på mellem 5 og 10 Mbit/s kan bruges til e-mails og læsning af nyheder. Du kan muligvis streame eller spille online, men kvaliteten er i bedste fald middelmådig. Heldigvis er denne hastighed en sjældenhed i Danmark, hvor internettet i de seneste år har fået en gevaldig opgradering.
  • 20 – 50 Mbit/s
    Med en hastighed på mellem 20 og 50 Mbit/s kan du både streame og spille online, men ikke i højeste kvalitet. Hastigheden kan også være en hæmsko ved download af større spil- og programopdateringer, der ofte fylder adskillige GB, og dermed kan tage flere timer at downloade.
  • 100 – 300 Mbit/s
    Med en hastighed på mellem 100 og 300 Mbit/s kan de flestes behov opfyldes. Her kan flere personer spille computer eller streame på samme tid, uden at internetforbindelsen bliver en flaskehals. I langt de fleste områder kan der opnås hastigheder på mindst 100 Mbit/s, og vi anbefaler dette til de fleste almindelige husstande.
  • 500 – 1000 Mbit/s
    Hvis du ofte arbejder hjemmefra, streamer masser af film og tilmed har flere større hjemmeboende børn, er det nødvendigt med en hurtig internetforbindelse. Vælger du en hastighed på mindst 500 Mbit/s, får du aldrig problemer med langsomt internet. Så kan alting lade sig gøre, også på samme tid: Upload af store filer, online gaming, streaming, m.m. Hastigheden er et oplagt valg til den moderne familie, der bruger meget tid online.

Download og upload – hvad er forskellen?

Når du skal finde ud af hvor mange Mbit/s du har brug for, er det vigtigt at kende forskellen på download- og upload-hastighed. Mange internetudbydere har for vane kun at vise download-hastigheden, og det kan være et problem. Vælger du bredbånd via kabel-TV stikket risikerer du nemlig at upload-hastigheden er markant langsommere.

Husk derfor at undersøge både download- og upload-hastigheden, før du bestiller din nye internetforbindelse.

Download – når du henter ting fra nettet

Download-hastigheden har oftest den største betydning, fordi de fleste bruger internettet til at downloade data. Du downloader eksempelvis data når du streamer film eller musik, men også når du downloader computerspil og surfer på nettet. En høj download-hastighed er derfor vigtig.

Upload – når du sender ting via nettet

De fleste tillægger ikke upload-hastigheden stor betydning, selvom det bliver mere normalt at gemme billeder og video “i skyen”. Hvis du eksempelvis bruger iCloud eller Google Drev til at gemme dine billeder og videoer, kræver det en høj upload-hastighed. I forbindelse med hjemmearbejde kan du have brug for at deltage i virtuelle møder eller sende store filer, og det kræver ligeledes en høj upload-hastighed.

Anbefalede internethastigheder for tjenester

Hvis du primært bruger internettet til Netflix, gaming eller noget tredje, er det værd at kende minimumskravene. Så kan du vælge internethastighed derefter, og muligvis spare penge. Se tjenesteudbydernes anbefalede internethastigheder i tabellen herunder:

Overblik over anbefalede internethastigheder for tjenester

TjenesteAnbefaling
Netflix Full HDMin. 5 Mbps
Netflix Ultra HDMin. 15 Mbps
TV2 Play Full HDMin. 10 Mbps
TV2 Play Ultra HDMin. 25 Mbps
Viaplay Full HDMin. 10 Mbps
Viaplay Ultra HDMin. 25 Mbps
YouTube Full HDMin. 5 Mbps
YouTube Ultra HDMin. 20 Mbps
Gaming, alm.Min. 20 Mbps
Gaming, kompetitivMin. 100 Mbps
VideomøderMin. 5 Mbps
MusikstreamingMin. 0,32 Mbps

Sådan måler du din internethastighed

Mange døjer med langsomt internet, og det kan der være mange grunde til. For at blive klogere på om du får hvad du betaler for, anbefaler vi at du måler din internethastighed. Ikke kun en enkelt gang, men med jævne mellemrum.

Hastighedstest på Teleguiden.dk
Sådan ser en hastighedstest ud på Teleguiden.dk. Foretag hastighedstest her

Du kan måle din internethastighed her på Teleguiden.dk (gå til hastighedstest). Efterfølgende kan du sammenligne resultaterne med den internetforbindelse, som du betaler for, så du ved om internetudbyderen leverer hvad de lover. Her skal du dog være opmærksom på, at en lang række faktorer kan påvirke den målte hastighed. På billedet herover ses eksempelvis en igangværende hastighedstest af en 1000/1000 Mbit/s fibernet-forbindelse, men testen foretages via trådløst netværk og ca. 8 meter fra den trådløse router, samtidig med at andre benytter nettet.

For at foretage den optimale hastighedstest, bør du derfor følge denne tjekliste:

Tjekliste til hastighedstest

RådForklaring
Tjek at routeren er tilsluttet hovedkabletHovedkablet er f.eks. tilsluttet en fiberboks, og findes f.eks. i et teknikskab. Er du i tvivl, kan du spørge din internetudbyder til råds.
Tilslut computeren direkte til routerenVed at tilslutte computeren direkte til routeren får du den mest præcise måling.
Sluk alle enheder, der bruger netværketTrådløse enheder kan bruge netværket i tide og utide. Sørg for de er slukket, hvis ikke du kan deaktivere det trådløse signal på din router.
Luk alle programmer, der bruger internettetProgrammer såsom iCloud, Google Drev og Outlook kan ligge i baggrunden og bruge nettet i tide og utide. Sørg for at de er lukket ned, inden du tester hastigheden.
Deaktiver firewall, antivirus og VPNBeskyttelsesprogrammer, der kontrollerer data og netværk, kan påvirke hastigheden. Sørg for at deaktivere dem, men husk at aktivere dem igen bagefter.

Normalt er den målte hastighed en smule lavere end det lovede, hvis du sidder på trådløst netværk. Det kan også have betydning, hvordan og hvornår der måles. Prøv derfor at måle på forskellige tider af dagen, og kobl andre enheder fra nettet i mellemtiden.

Klag, hvis du ikke får den lovede hastighed

Hvis du allerede har den hastighed, som du har brug for, men ikke får den lovede internethastighed, bør du klage til din udbyder. Det skriver Forbrugerrådet Tænk.

Det anbefales at klage skriftligt via e-mail, så du har dokumentation på din klage. Din udbyder skal selvfølgelig levere den hastighed, som du betaler for, og de har altså pligt til at afhjælpe problemet eller slippe dig fra af bindingsperioden.Går der mere end 3 måneder, uden at problemet afhjælpes, kan du sende klagen til Teleankenævnet. Teleankenævnet er et forbrugerklagenævn, som går ind i sager mellem forbrugere og teleselskaber. Hver klage, der registreres, inkluderes i statistiken over klager år for år. Teleselskaberne ønsker naturligvis ikke at klagerne ender her, så der er heldigvis gensidig interesse for at afhjælpe problemerne inden det kommer så vidt.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad betyder Mbit/s (og Mbps)?

Mbit/s eller Mbps har betydning for din internethastighed. Det er antallet af Mbit/s, der afgør hvad du kan bruge internetforbindelsen til. Jo højere antal Mbit/s, jo hurtigere er din forbindelse. 1 Mbit svarer til 1.000.000 bits. En bit er den mindste dataenhed i din computer.

Er download- og uploadhastighed det samme?

Download- og uploadhastighed er sjældent det samme, bortset fra fibernettet, hvor hastighederne ofte er symmetriske. På andre internetteknologier er uploadhastigheden oftest lavere end downloadhastigheden.

Hvad kan påvirke min internethastighed?

Placeringen af din router, rækkevidde, signalforstyrrelser, vind og vejr er blandt faktorer, der kan påvirke din internethastighed. Der er med andre ord mange ting, der har betydning for hastigheden, og som bekendt giver mange bække små en stor å. Du kan altid kontakte din internetudbyder, hvis du oplever problemer med internethastigheden.

Hvad er det hurtigste internet man kan få?

Generelt er 1000 Mbit/s det hurtigste internet, man kan få. Flere udbydere har dog endnu højere hastigheder, men det er endnu ikke tilgængeligt for den brede befolkning.

Hvorfor er min internethastighed lavere end annonceret?

Din internethastighed påvirkes af en lang række faktorer, og en del af hastigheden kan også gå tabt på vejen til og fra din bolig. Et “svind” på 5-10 procent er normalt, men det kan sagtens være højere. Husk at tjekke, om udbyderen lover en minimal lovet hastighed.

Image placeholder

Thomas Løwe Hansen

Thomas er stifter af Teleguiden.dk og ansvarlig for research, analyse og indhold. Han har arbejdet med forbrugerportaler siden 2012, og kombinerer sin viden om telemarkedet med en teknisk baggrund som IT-supporter og datamatikerstuderende. Thomas har en passion for teknologi og formidlingen af denne, hvilket ofte kommer til udtryk i guides og artikler på Teleguiden.dk.

Skriv en kommentar