Har du mistet internetforbindelsen, eller er dit internet ustabilt? På denne side kan du læse om de hyppigste fejl, som giver problemer med internetforbindelsen. Ofte er det nemt at løse problemet, når fejlen er opdaget, uden at du skal have hjælp af teknikere eller kundeservice.
Har du mistet internetforbindelsen?
Hvis du har mistet internetforbindelsen, kan du prøve nedenstående trin. Oftest er der tale om et midlertidigt problem, som er nemt at løse på få minutter.
Tjek driftstatus hos din internetudbyder
Din internetudbyder kan informere dig om planlagte afbrydelser og tekniske problemer, samt tidshorisonten herfor. Du finder oplysningerne på din udbyders statusside – klik herunder:
Genstart router og andet netværksudstyr
Din router fungerer som en lille computer. Den kan også fryse eller gå i stå fra tid til anden, og forårsage problemer med internettet. Ofte forsvinder problemerne af sig selv, hvis routeren genstartes:
- Tag strømstikket ud af routeren, eller sluk på stikkontakten.
- Vent 30-60 sekunder, før du igen tænder routeren.
- Det kan tage 10-20 minutter, før internetforbindelsen er tilbage.
Du kan også prøve at genstarte din computer, tablet, spillekonsol m.m.
Tjek kabler og trådløst netværk
Undersøg om alle kabler er intakte og sidder i de rigtige indgange. Har du f.eks. en printer på netværket, kan du prøve at starte en udskrift fra din computer. Hvis printeren starter, er netværksforbindelsen intakt. Dermed kan du udelukke fejl på dit hjemmenetværk.
Har du ikke en printer, kan du prøve at frakoble det trådløse netværk og tilkoble routeren via netværkskabel, eller omvendt. På den måde kan du tjekke flere forbindelsesmuligheder.
Husk også at tjekke om du er på dit eget netværk, og om andre misbruger dit netværk. Du kan bruge Fing App til at tjekke dit netværk.
Har du langsomt internet eller mange udfald?
Hvis du i længere tid har døjet med langsomt internet eller mange udfald, kan det tyde på ustabilt netværk. I vores guide til langsomt internet finder du gode råd til netop dette, og herunder finder du de hyppigste årsager og løsninger på problemet med langsomt internet:
Dårlig dækning på mobilnetværket
Mobilt bredbånd bruger enten 4G- eller 5G-netværket, og det er generelt meget stabilt. Alligevel kan der opstå situationer, hvor dit internet ikke virker, eksempelvis på grund af signalforstyrrelser eller problemer med lokale master.
Prøv at flytte routeren rundt i din bolig, gerne tættere på vinduet eller op på førstesalen (hvis du har sådan en), og se om internetforbindelsen bliver bedre. Er der problemer med lokale master, kan du ofte læse nærmere i din udbyders driftinformation (find links øverst på denne side).
Signalforstyrrelser i din bolig
Et andet kendt problem er signalforstyrrelser i boligen, som kan forårsage problemer med alle typer internetforbindelser. Signalforstyrrelser kan forårsages af hvidevarer, betonvægge, mikroovne, højttalere eller andet elektronisk udstyr, der enten forhindrer eller forstyrrer signalerne fra/til din router.
Løsningen er at flytte routeren til en ny placering, gerne højt og centralt, så den ikke er i nærheden af signalforstyrrende elementer.
Problemer med fiberboksen
Hvis du har fibernet kan årsagen til problemerne være fiberboksen, som sidder indvendigt eller udvendigt på din bolig. En løs forbindelse kan eksempelvis give problemer med internetforbindelsen, og her skal du desværre have en tekniker ud og løse problemet.
Der findes mange forskellige fiberbokse, så det er nemmest at fejlsøge under vejledning fra din internetudbyder.
Har du en lavere internethastighed end forventet?
Der er ikke nødvendigvis problemer med dit internet, selvom hastigheden er lavere end forventet. Hastigheden påvirkes af en lang række faktorer, og trådløst netværk er ofte den bærende årsag. De fleste udbydere anbefaler direkte, at man kobler sin computer til nettet med kabel, hvis man ønsker den højest mulige hastighed.
Lever hastigheden stadig ikke op til dine forventninger, selvom du bruger netværkskabler, anbefaler udbyderne at genstarte routeren ved at trække stikket, vente i 30-60 sekunder og tænde igen. Har du stadig problemer, skal du muligvis have en tekniker på besøg-
Sådan får du bedre internet i din bolig
Du kan afhjælpe mange af de kendte problemer med internetforbindelser ved at følge disse gode råd:
- Placer din trådløse router centralt og højt i din bolig.
- Bor du i en flerplansbolig, bør du trække netværkskabler mellem etagerne og installere access points på hver etage. Så får du bedre dækning i hele huset.
- Køb gode netværkskabler med den rette klassificering. Se guide til de bedste netværkskabler (link til vores søsterside).
- Overvej at tilkøbe en “premium” Wi-Fi løsning til din internetforbindelse. Det fås bl.a. hos Waoo og Norlys.
- Hold dit trådløse udstyr opdateres med nyeste firmware (tjek brugsanvisningen eller spørg din internetudbyder, hvis du låner routeren gennem dem).