Døjer du pludselig med langsomt net? Har du mistanke om at andre bruger dit netværk? Hvis du vil se hvem der bruger dit netværk, har du flere muligheder. Vi guider dig til tre nemme måder.

    3 metoder, der viser brugerne af dit netværk

    Hvis du har mistanke om at nogen bruger dit netværk uden at du ved det, kan du hurtigt kontrollere det. Der er flere måder du kan tjekke på, men her tager vi udgangspunkt i de nemmeste måder.

    #1 – Tjek om routerens status-lamper blinker

    De fleste routere har status-lamper, som ved første øjekast blinker på må og få. Det, som lampernes blinken indikerer, er om netværket er i brug. Hvis dine egne computere, telefoner og lignende er slukket, men lamperne stadig blinker, er der gode chancer for at andre bruger dit netværk.

    #2 – Installér en app, der scanner dit netværk

    Med Fing App kan du hurtigt og nemt scanne dit trådløse netværk, og få overblik over alle tilkoblede enheder. Normalt får du ikke konkrete informationer om hvilke enheder, der er tilkoblet, men du kan se deres IP-adresser. Efterfølgende kan du krydstjekke, om alle IP-adresserne tilhører dine egne enheder. Hvis du støder på en fremmed IP-adresse, som ikke tilhører dine egne computere, tablets eller lignende, har du højst sandsynligt en uønsket gæst på netværket.

    #3 – Log ind på din router og tjek tilkoblede brugere

    Den bedste (men også mest komplicerede) måde at tjekke, om andre bruger dit netværk, er at logge på din trådløse router. Her kan du blandt andet se navne på alle tilkoblede brugere, indstille en ny kode og smide uønskede gæster ud af netværket.

    Login-oplysninger burde du kunne finde i bunden af eller bag på din router, men ellers kan du også spørge din internetudbyder til råds.

    Sådan smider du andre af dit netværk

    Hvis en uønsket bruger er koblet på dit netværk, kan du smide vedkommende af igen. Det er ikke svært, men kræver at du ved hvordan man gør.

    • Start med at logge på din router. Login-oplysninger findes typisk i bunden af eller bag på routeren.
    • Tjek alle tilkoblede enheder, og se om du kan genkende dem alle.
    • Hvis der dukker en enhed op, som du ikke kender, kan du hurtigt smide dem af netværket.
    • Indstil en ny adgangskode til dit netværk.

    Sådan sikrer du dit netværk mod uønskede gæster

    Det er nemt at sikre netværket mod uønskede gæster. Du skal blot begrænse adgangen med en kode, hvilket sætter en effektiv stopper for problemet.

    Hvis du er i tvivl om hvordan man gør dette, kan du tage fat i din internetudbyder. De kan hurtigt fremsende en brugsanvisning, så du kan klare det på et øjeblik.

    Her er et par andre ting, du også kan gøre for at sikre dit trådløse netværk:

    • Skift routerens standardnavn og kode. Internetudbydere og producenter giver typisk deres routere et standardiseret navn og adgangskode, som mindsker sikkerhedsniveauet. Giv routeren et andet navn og lav en sikker adgangskode, som er svær at bryde.
    • Hold din router opdateret. Din router gør brug af software, for at kunne varetage dens funktioner. Denne software bør holdes opdateret med jævne mellemrum, for at undgå sikkerhedshuller og -fejl.
    • Placer routeren centralt i boligen. Hvis du stiller routeren i et vindue tæt ved naboen eller offentlige områder, er der risiko for at andre kan opsnappe signalet.

    Er det ulovligt at bruge andres netværk?

    Det er ulovligt at bruge andres netværk, uden de er vidende herom. Ifølge IT-advokat Peter Lind Nielsen, kan der være tale om brugstyveri. Det udtaler han til Computerworld. Straffen kan være bøde eller sågar fængselsstraf, hvis du bruger andres trådløse netværk uden de er klar over det. Ifølge Bolius er flere paragraffer i straffeloven interessante:

    • § 263. Stk. 2. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, der uberettiget skaffer sig adgang til en andens oplysninger eller programmer, der er bestemt til at bruges i et informationssystem.
    • § 293. Den, som uberettiget bruger en ting, der tilhører en anden, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
    • § 301 a. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, der uretmæssigt skaffer sig eller videregiver koder eller andre adgangsmidler til informationssystemer, hvortil adgangen er forbeholdt betalende brugere, og som er beskyttet med kode eller anden særlig adgangsbegrænsning.

    Det er altså en god idé at lade være med at bruge andres netværk, uden de er vidende herom. Også selvom det er for en kort stund. I dag er langt de fleste trådløse netværk beskyttet med kode, så dette scenarie er sjældent relevant eller sandsynligt.

    Hvis du vil være sikker på at du ikke kommer til at koble dig på åbne netværk ved en fejl, kan du indstille din computer til at kræve godkendelse før tilkobling.

    Teleanalytiker, skribent og ansvarshavende redaktør på Teleguiden.dk. Bred ekspertviden om bredbånd og telefoni, samt teknologi generelt. Passion for online medier siden 2014, og har sidenhen taget en uddannelse til IT-supporter.

    Skriv en kommentar